Efter et halvt år med udvikling og tests har Billund Lufthavn lanceret bagagemærke, passagererne selv kan printe sammen med boardingpasset. Med print selv-mærket slipper passagerne for at stå i kø, når de skal aflevere deres bagage.
”Vi har kun haft positive tilbagemeldinger fra passagererne om den nye service. De sparer tid ved check in. Omkring 15 pct. af vores charterpassagerer har benyttet servicen siden lanceringen, vores mål er at få tallet op på 35-40 procent,” siger projekt- og udviklingschef i Billund Lufthavn, Anders Nielsen, der sammen med leder af passagerafdelingen, Henrik Munksgard, har stået for projektet.
Konkret printer passageren bagagemærket på et A4-papir, som puttes i en plasticlomme, der fastgøres på kufferten. Plasticlommerne udleveres i lufthavnen. Herefter benyttes en særlig skranke til at aflevere sin bagage.
Projektet – udviklet i samarbejde med Unisys og den internationale sammenslutning af flyselskaber, IATA, har kunnet lade sig gøre, fordi Billund Lufthavn selv fungerer som handlingsselskab og har sit egen check in-software, og Anders Nielsen oplever stor interesse fra udlandet.
”Vi har præsenteret systemet for lufthavnschefer og luftfartsselskaber fra hele verden på konference i Wien, ligesom systemet blev fremvist på en stor konference i Miami. Hele vejen har der været stor interesse for vores system,” siger Anders Nielsen.