Vi er bekymret for fremtiden i Østersøen

Formanden for Cruise Baltikum med Københavns Havn, Ole Andersen, lagde ikke skjul på succesen, da han på den årlige store krydstogtmesse, som sluttede op til weekenden i Miami, udtalte, at der i år kommer 12 procent flere skibe end sidste år med start til april.

”Fremtiden ser lys ud, ” konstaterede den danske formand i Seatrade.
Det kunne han også roligt gøre med baggrund i den store interesse hos rederierne både i år og næste år. Men så kom en markant chef, David Dingle fra Carnival Cruises, verdens største cruiserederi, med en advarende røst. Selv om også han er begejstret for Østersøens muligheder.

”Jeg er bekymret for fremtiden. De baltiske miljøregler er nogle af de hårdeste i verden. Det nærmer sig, hvad vi er udsat for i Alaska. Stribevis af miljøbestemmelser kommer til hele tiden, nu også med ide om voldsomme begrænsning af drivhusgasser. Dog formentlig først i 2017.

Det er vældig dyre betingelser for krydstogtdriften og kan betyde, at vi må søge andre steder hen. De krav, som nu er skitseret er så strenge, at de kun kan opfyldes af nybygninger, hvis de føres ud i livet.

Vi gør vort bedste og er selv interesseret i at holde havet, havne og omgivelserne i det hele taget så miljørigtige, som overhovedet muligt. Men Baltikum ser ud til at blive det sværeste sted at begå sig med krydstogtskibe i Europa, og det vil på lidt længere sigt påvirke efterspørgslen. Det har vi allerede set i Alaska, ” fastslog David Dingle på kongressen.

 

Skrevet af Ejvind Olesen