’Vi genvinder mesterskabet’

John Dueholm.

John Dueholm.

SOMMERTRÆF: Der er ingen højtflyvende planer i FCK – kun realisme, siger fhv. SAS chef John Dueholm, nu formand i Parken og FCK. Et nyt liv på landjorden har været en inspirerende oplevelse.

Af Ejvind Olesen

”Bliver I mestre igen i FCK i år, John Dueholm?”

”Ja, det er en realistisk målsætning. Vi har det bedste hold, og som i enhver anden virksomhed lægger vi budget ud fra nogle realistiske forudsætninger.”

”Kommer FCK også i finalen i Champions League?”

”Nej, der gør vi ikke. Det er også en realistisk vurdering, men jeg håber da, vi undervejs kan overraske nogen.”

”Nyder du din nye tilværelse, nede på jorden og væk fra luftfartens verden?”

”Ja i allerhøjeste grad. Det er dejligt afslappende og mere socialt anlagt. Ellers er det jo i udstrakt grad det samme som at lede enhver virksomhed med præcis samme opbygning. Nu er det indkøb af spillere i stedet for fly. Vi har gode folk med forstand på at handle med driftsmidler – og så alligevel på en helt anden måde. Vi er i underholdningsindustrien”

”I har solgt dyre spillere, og kun købt lidt ind?”

”Jeg synes ellers, vi er godt på vej, og transfervinduet er ikke lukket endnu. Så længe de ansvarlige holder budgettet, blander jeg mig ikke.

”Hvorfor vil I ikke huse Melodi Grand Prix?”

”Det vil vi da også gerne, men vi driver en forretning. Og denne gang hænger det ikke sammen. Vi kan ikke blokere Parken i mere end en uge i vores travleste tid. Ydermere har DR jo også opdaget, at der er andre kvalificerede.”

”Ser du FCK’s kampe?”

”Ja, i hvert fald alle hjemmekampe. Jeg regner da også med, at jeg skal med til udlandet nogle gange i Champions League.”