Vil du være statist i Far til Fire i solen?

Den kommende spillefilm ’Far til Fire i solen’ har valgt Bahia Feliz på Gran Canaria til indspilningen, og danske gæster kan få en rolle i filmen på deres ferie.

Optagelserne begynder i næste uge, når Lille Per, Søs, Onkel Anders og alle de andre tager på charterferie til TUI Family Life Bahia Feliz.

”Vi har fundet de perfekte omgivelser til en film, hvor der sker lidt af hvert med familiemedlemmerne”, fortæller Henrik Møller-Sørensen, der er producent på filmen for ASA Film.

Som en del af kulissen skal filmen benytte en håndfuld statister, og derfor opfordrer TUI nu danskere med en skuespiller i maven og en vinterferie på det pågældende hotel om at melde sig til tjeneste.

”Det bliver nok lidt af et trækplaster, at man i de kommende uger kan opleve alle de kendte skuespillere, mens man holder ferie. Og så har vi tænkt, at vi lige så godt kunne give børn og voksne en chance for at være med foran kameraet, så de kan gense deres ferieminder i biografen senere”.

Optagelserne ruller fra 6. november til 4. december, og gæster med en bestilt rejse til filmhotellet i den periode får automatisk muligheden for at deltage som statist. I år forventer TUI, at ca. 10.000 danskere vil tilbringe en ferie på det formentlig mest populære danskerhotel på De Kanariske Øer.

Filmen bliver instrueret af Martin Miehe-Renard og har Martin Brygmann som Far, Thomas Bo Larsen som Onkel Anders og børnene Elton Rokahaim Møller, Laura Lavigne Bie-Olsen, Mingus Hellemann Hassing og Coco Hjardemaal i de bærende roller. Fars gamle skolekammerat Bjørn Skov spilles af Peder Thomas Pedersen, hans kone af Maria Erwolter og Farmor Lizzi af Jannie Faurschou.