I fremtiden skal bøden for at løbe om hjørner med bopælspligten ved at benytte helårsbolig som feriehuse være væsentligt højere, mener social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S).
Det hjælper ikke, at der er masser af turister i bybilledet i landets populære feriebyer om sommeren, hvis husene ligger øde hen i løbet af vinteren, fordi de fortrinsvis bliver benyttet som et alternativ til ferieboliger. Det skriver DR.
I en del af landets ø- og landkommuner oplever man nemlig, at helårshuse bliver erhvervet som et alternativ til sommerhuse til trods for, at der er bopælspligt på adressen. Den udvikling ønsker regeringen nu at dæmme op for.
Det er social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), der melder sig klar til at hæve straffen for den slags såkaldt adressefusk. Hvis det står til ministeren, skal overtrædelser af reglerne i fremtiden takseres væsentligt hårdere end i dag.
Skal femdobles
For nuværende udstedes der en bøde på 10.000 kroner første gang, at en person tages i at overtræde bopælspligten. Hvis det sker atter en gang, hæves bøden til 20.000 kroner, men det er sidstnævnte, der skal hæves betragteligt.
Sophie Hæstorp Andersen ønsker nemlig, at den anden bøde fremover skal være på 100.000 kroner, da hun mener, at andelen af boligejere, der spekulerer i at snyde med bopælspligten, er alt for høj og til skade for landets mindre lokalsamfund.
”Vi vil hæve bødestraffen for at sikre, at vi kan afskrække nogle af dem, der spekulerer i at købe helårsboliger – for eksempel på Bornholm eller i andre kommuner – og bare lader dem stå tomme, for det giver ikke liv,” siger social- og boligministeren til DR.
Står tomme om vinteren
Nyheden om, at det i fremtiden kan blive straffet hårdere at lade helårshuse stå tomme i en del af året, bliver taget godt imod i Kerteminde. Den fynske by kender nemlig udmærket til problematikken, lyder det fra flere sider.
Karin Meisl, der er formand for den lokale bevaringsforening i Kerteminde, har selv bidt mærke i, at mange huse står tomme i vintermånederne, og det er en skam, mener hun, fordi det går ud over helhedsindtrykket af det købstadsmiljø, der er blevet bevaret i byen.
Derfor glæder formanden sig over tiltaget, og det samme gælder Kerteminde Kommunes borgmester Michael Nielsen (K), der hæfter sig ved, at det er en stor administrativ byrde at føre kontrol med bopælspligten. Derfor hilser han hårdere sanktioner velkommen, da borgmesteren mener, at det vil gøre opgaven nemmere.
Relaterede artikler:
Vil kapitalisere på kommende julekalender

STANDBY.DK Nyt om rejser


