TV 2-profilen Natasja Crone er også i 2025 vært ved Danish Travel Awards. (Foto: Michael Stub)

Vinderne af Danish Travel Awards 2025 er fundet

Epinion har afsluttet sin analyse, der danner grundlag får kåringen af 24 vindere ved årets Danish Travel Awards. Der er nye vindere i hele 17 af 24 kategorier.

Om godt tre uger afvikles Danish Travel Awards for 28. gang, og det sker onsdag den 1. oktober. Endnu engang er eventet henlagt til Cirkusbygningen, der i slutningen af august genåbnede efter en omfattende renovering.

Der har i alt været omkring 400 kandidater, som 3.026 danskere har kunnet stemme på udelukkende baseret på egne rejseoplevelser. Respondenterne har vanen tro været fordelt efter køn, alder og geografi, så de repræsenterer et samlet Danmark med relativt stor statistisk sikkerhed.

Resultaterne af analysen viser, at der er nye vindere i 17 ud af 24 kategorier, og alene i luftfartskategorien har fire ud af seks kategorier fået nye vindernavne i forhold til 2024.

Otte udlandsrejsekategorier og specialpris
I 2024 var det Århus Charter, der løb med prisen som bedste charterarrangør, mens Aller Leisure-bureauet Gislev Rejser blev kåret som bedste rejsearrangør med rundrejser.

Prisen som bedste individuelle rejsebureau blev taget hjem til Aarhus af Jysk Rejsebureau, og Nortlander fik hæder som bedste skirejsearrangør. Blandt erhvervsrejsebureauerne kom BCD Travel øverst på skamlen.

I rejsekategorien ligger også krydstogtrederierne. og her brød MSC Cruises flere års dominans fra Royal Caribbean International. Bedste europæiske rejseland blev i 2024 Italien, mens Japan for første gang kom øverst på podiet som bedste oversøiske rejseland.

Samtlige seks rejsekategorier er også med ved dette års Danish Travel Awards, hvor der udover de 24 awards skal uddeles tre specialpriser, henholdsvis Luftfartsprisen, Rejseprisen og Turismeprisen.

Modtagerne af de tre specialpriser er fundet af en dommerkomité bestående af repræsentanter fra brancheorganisationerne, og i dommerkomitéen bag Rejseprisen sidder repræsentanter fra REJS, DBTA (Danish Business Travel Association), ANTOR (Association of National Tourist Office and Representatives) og Standby.dk.

Mange sponsorer fra rejsebranchen
Grundet stor opbakning fra sponsorerne har det været muligt at holde entréprisen på samme niveau som sidste år, hvilket er 1.195 kroner, mens der er rabat ved tilmeldinger på seks personer over derover.

Blandt sponsorerne fra rejsebranchen finder man Go Türkiye, Amadeus, Explora Journeys, Gouda, Webbeds samt teknologivirksomheden ePay/Shift 4.

Seneste frist for tilmelding er torsdag den 25. september.

 

Relaterede artikler:

Danish Travel Awards 2025: 400 kandidater er klar

Det sagde 2024-vinderne af Danish Travel Awards

Danish Travel Awards 2024: Mange nye vindere