Visit Greenland har netop afholdt generalforsamling. I den forbindelse gør organisationen status over et år, som bød på succes, men også øget behov for koordinering.
Tirsdag den 27. maj blev der afholdt generalforsamling i Visit Greenland. Fra den grønlandske turistorganisation lyder det, at man her gjorde status over et år, som bød på stor aktivitet og fremdrift, hvor turismen fortsat fyldte mere i det grønlandske samfund, og hvor der var fokus på udvikling med omtanke.
I løbet af 2024 har Visit Greenland sat gang i en række konkrete initiativer, der skal gøre det lettere og mere meningsfuldt at arbejde med turisme lokalt, lyder det fra Visit Greenland i en pressemeddelelse.
Man har blandt andet gennemført kurser i yderdistrikterne, udarbejdet analyser af kapaciteten i de mest besøgte byer og afholdt informationsmøder og samarbejder med de regionale turismeorganisationer.
Ikke et mål men et middel
Fra Visit Greenlands direktør, Anne Nivíka Grødem, lyder det, at det er vigtigt for organisationen, at man bevarer helhedsperspektivet på turismen.
“Turismen er ikke et mål i sig selv – men et middel til at skabe udvikling og muligheder i hele landet. Derfor handler det om at sikre, at det, vi laver, giver mening lokalt og sker i respekt for både mennesker og omgivelser. Det kræver viden, samarbejde og en retning, vi er fælles om,” siger hun.
I samme tråd har det seneste år også ført strukturelle ændringer med sig. Grønlands første turismelov blev vedtaget, og arbejdet med en 10-årig sektorplan blev sat i gang.
Samtidig blev den nye internationale lufthavn i Nuuk åbnet, hvilket, man mener, har skabt nye muligheder – men også behov for mere planlægning og koordinering.
På krydstogtområdet blev en ny digital løsning introduceret, og ved Cruise Forum deltog næsten 100 aktører fra hele landet i drøftelser om, hvordan krydstogtturismen kan håndteres bedre og med mere lokal involvering.
En milliardforretning
I foråret 2024 blev der offentliggjort en samfundsøkonomisk analyse om turisme i Grønland, som viste, at udenlandske turister i 2023 bidrog med 1,9 milliarder kroner til den grønlandske økonomi og skabte over 1.000 arbejdspladser.
Tallene bekræfter ifølge Visit Greenland, at turismen allerede spiller en vigtig rolle, og at der er potentiale for, at den kan bidrage endnu mere – hvis udviklingen styres klogt.
I løbet af 2024 fik Grønland opmærksomhed fra medier som National Geographic og Travel + Leisure, og Visit Greenlands film Greenland’s Authentic Intelligence blev præmieret ved en international filmfestival.
I efteråret blev initiativet Nunarput Nuan også lanceret for at engagere og inddrage befolkningen og skabe større viden om, hvad turismen betyder – og kan komme til at betyde – for Grønland.
Behov for koordinering
Hos Visit Greenlands formand, Anette G. Lings, lyder det, at det seneste års fremgang har vist, at der er et øget behov for koordinering i grønlandsk turisme.
“De seneste år har understreget behovet for koordinering og overblik i en sektor, der er i hurtig udvikling. Visit Greenland har bidraget med viden og sammenhæng på tværs af aktører og regioner, og den funktion er vigtig. Når turismen vokser, er det afgørende, at vi arbejder ud fra fælles rammer og forståelser – så udviklingen bliver ansvarlig, og gevinsterne kan komme hele landet til gode,” siger hun.
Økonomisk havde Visit Greenland i øvrigt et overskud på 104.000 kroner i 2024, hvilket bestyrelsen finder meget tilfredsstillende i forhold til selskabets formål.
De finansielle resultater og den strategiske retning bekræfter ifølge organisationen selv Visit Greenlands forpligtelse til at anvende bevillinger effektivt og med fokus på langsigtet bæredygtighed.
Generalforsamlingen bød i øvrigt på et genvalg af Anette Lings, direktør i Hotel Sisimiut, som formand i bestyrelsen. Det samme gjaldt for bestyrelsesmedlemmerne Gerth P. Olsen, Kattie Nielsen, Heidi Jensen og Erik Palo Jacobsen. På det konstituerende bestyrelsesmøde samme dag blev Gerth P. Olsen genvalgt som næstformand.
Relaterede artikler:
Natur og ro skal lokke turister til Grønland

STANDBY.DK Nyt om rejser


