Der er øget fokus på atter at holde ferie i Danmark fra de fem primære markeder. Her er der feriestemning på nordjyske Thorup Strand. Arkivpressefoto fra VisitDenmark: Niclas Jessen.

VisitDenmark: Øget rejselyst på nærmarkederne

Mindst hver fjerde turist på de danske nærmarkeder har i dag mere lyst til en udlandsrejse, end sidste år, viser VisitDenmarks markedsmonitor. Turisterne ser Danmark som et sikkert rejsemål.

På alle fem nærmarkeder – Tyskland, Norge, Sverige, Holland og Storbritannien – er lysten til at rejse til udlandet steget signifikant siden nytår.

Det viser VisitDenmarks markedsmonitor, der løbende bliver gennemført i Tyskland, Norge, Sverige, Holland og Storbritannien og offentliggøres i dashboardet Rejseindikator.

I ugerne 41/42 og 45 sidste år svarede mellem 12 og 22 procent, at de havde mere lyst til at rejse til udlandet end året før. Men i begyndelsen af 2021 er andelen steget til mellem 25 og 38 procent. Dermed har hver fjerde eller flere fået mere lyst til at rejse, end de havde sidste år, oplyser VisitDenmark.

”Alt tyder på, at der er opsparet behov for at rejse, og forhåbentlig vil den stigende rejselyst blive realiseret i bookinger til blandt andet Danmark, når vaccinerne bliver rullet mere ud, og rejserestriktionerne bliver ophævet,” siger Flemming Bruhn, direktør i VisitDenmark og ansvarlig for blandt andet det norske og svenske marked.

Tryghed har fået stigende betydning under pandemien
Når turisterne skal vælge destination, har sikkerhed og tryghed fået en stigende betydning under pandemien. På den front er der også godt nyt for dansk turisme.

Markedsmonitoren fra VisitDenmark viser nemlig, at flere tyskere, hollændere og briter opfatter Danmark som en sikker destination.

26 procent af tyskerne, 30 procent af hollænderne og 37 procent af briterne svarer, at de opfatter Danmark som en sikker destination. I Tyskland og Storbritannien er niveauet det højeste, VisitDenmark endnu har målt under pandemien. Norge og Sverige ligger noget under de øvrige nærmarkeder med henholdsvis 10 og 19 procent, som vurderer, at Danmark er en sikker destination.

”De relativt lave tal kan ses som udtryk for, at både nordmænd og svenskere er relativt skeptiske, og generelt ikke vurderer andre destinationer som særligt sikre,” siger Flemming Bruhn.

Han peger på, at Danmark ligger nummer to på listen over udenlandske destinationer, som nordmændene vurderer som sikre. Finland ligger nummer 1. For svenskernes vedkommende ligger Danmark på tredjepladsen, kun overgået af Finland og Norge.

”På blandt andet vores svenske og norske website har vi gjort en del ud af at fortælle, at dansk turisme prioriterer turisternes sikkerhed, og vi opfordrer også vores samarbejdspartnere til at kommunikere, hvordan de håndterer COVID-19 og sikrer god hygiejne, så turisterne føler sig trygge,” siger Flemming Bruhn.

Kort om VisitDenmarks Markedsmonitor
For at monitorere ændringer i turisternes rejselyst og adfærd under coronapandemien gennemfører VisitDenmark løbende webbaserede interview blandt 6.000 borgere i Tyskland, Norge, Sverige, Holland og Storbritannien (London).

Svarene fremgår af dashboardet, klik her Rejseindikator.

Relaterede artikler:

Nye initiativer til genstart af turisme i Danmark

“Sommerpakken var samlet set en skidt konstruktion”

Ny dansk rejseindikator analyserer nyeste data