Ejeren af bygningen med Quality Hotel Høje Taastrup udskifter 1. oktober Nordic Choice Hotels som operatør med Zleep Hotels. Dermed har Zleep 13 danske hoteller – to nye åbner næste år.
Zleep Hotels tilføjer endnu et hotel til kædens portefølje, der fra 1. oktober omfatter 13 danske, et i Sverige og otte hotelprojekter på vej i navnlig Tyskland. Zleep overtager nemlig driften af det nuværende Quality Hotel Høje Taastrup, oplyser Zleep i en pressemeddelelse.
Quality er et varemærkerne i Petter Stordalens hotelkoncern, Nordic Choice Hotels, der også omfatter varemærkerne Comfort og Clarion. Hertil kommer hoteller uden for kategori, i Danmark de københavnske Skt. Petri og Villa Copenhagen.
“Med et ønske om at være let tilgængelig for forretningsrejsende, håndværkere og det store leisuresegment er beliggenheden altafgørende, når Zleep Hotels starter nye projekter. En lokation som Høje Taastrup, der spiller en central rolle for infrastrukturen i og omkring Storkøbenhavn, har længe stået på ønskelisten,” siger Peter Haaber, grundlægger af og administrerende direktør for Zleep Hotels.
Deutsche Hospitality ejer 51 procent af Zleep Hotels, mens Peter Haabers familiefirma har resten. Selve Deutsche Hospitality med blandt andet Steigenberger-hotellerne, blev sidste år købt af kinesiske Huazhu Group.
“Ejendomsejer valgte os”
I pressemeddelelsen siger Peter Haaber: ”Vi har længe kigget efter gode lokationer i Høje Taastrup, hvorfra vi styrker Zleeps tilstedeværelse på Københavns vestegn. Jeg er glad for, at ejendomsejer (af bygningen med Quality Hotel Høje Taastrup, red) har valgt at satse på Zleep.”
Zleep Hotel Høje Taastrup har 151 værelser og ligger tæt på Høje Taastrup Station og motorvejsnettet. Selvom Zleep nu skal transformere hotellet i Høje Taastrup til kædens eget select-service koncept og indretningsmæssige stil, vil det nye Zleep Hotel Høje Taastrup ikke blive et Zleep-hotel i helt klassisk forstand:
”Hotellet har 12 møde- og konferencelokaler og en stor restaurant. At drive et konferencehotel giver naturligvis nye muligheder,” siger Peter Haaber. Zleeps hovedkontor ligger ganske tæt på det nye familiemedlem.
Tour de France-hotel
Høje Taastrup-hotellet er i øvrigt et af de 16 hoteller i hovedstadsområdet som Amaury Sport Organisation (ASO), der arrangerer Tour de France, har booket til når Touren i juli 2022 starter i Danmark.
ASO har i alt booket 33 danske hoteller til de mange cykelhold, officials, sponsorer, akkrediterede medier, reklamekaravanen og så videre. Se mere i artiklen herunder.
I år har Zleep åbnet to hoteller i Danmark, ved henholdsvis Royal Arena i Ørestad samt i Lyngby udenfor København. Når hotellet i Lyngby er fuldt i brug, vil det have 112 hotelværelser, hvoraf 34 er Zleep Living-hotellejligheder, et nyt koncept hos Zleep.
De næste bekræftede Zleep-hoteller i Danmark åbner i slutningen af næste år, i Hillerød og Glostrup.
Relaterede artikler:
Trods millionunderskud: ”Vores forretningsmodel virker”