Af Jens Zimmer Christensen, formand, Horesta
På takeoff.dk var redaktør Ejvind Olesen fredag i sidste uge ude med riven efter turismeforsker Jane L. Liburd for hendes måde at tolke på udlændinges opfattelse af Danmark. Liburd har tidligere udtalt, at udlændinge vælger Danmark fra som turistmål, fordi de opfatter os som selvforherligende og intolerante.
Ejvind Olesens kritik gik på, at Liburds opfattelse baserede sig på meldingerne fra en enkelt konference.
Men derefter begik Ejvind Olesen i sit indlæg præcis den samme fejl som Liburd. På baggrund af sine egne besøg i udlandet nåede Olesen frem til, at udlændingene er meget glade for Danmark.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan udlændingene opfatter os danskere og Danmark som turistmål. Jeg kan blot konstatere, at vi i dag har det laveste antal udenlandske overnatninger i 15 år, og nedturen, der startede længe før den nuværende økonomiske krise, ser ud til at fortsætte.
Har Liburd ret, kan tilbagegangen delvist forklares med vort omdømme. Har Olesen ret, så har vi et stort forklaringsproblem.
Der kunne selvfølgelig være tale om dårlig markedsføring. Men generelt er det vores opfattelse, at VisitDenmark gør et godt og professionelt stykke arbejde. Om organisationen så har penge nok at markedsføre os for, er en anden snak.
Tilbage er så produkt og pris. Produktet er gennem de senere år blevet væsentligt opkvalificeret. De gode år er blevet brugt med kløgt af erhvervet til at investere, og det har hævet standarden.
Men vi må erkende, at vi prismæssigt har svært ved at konkurrere med udlandet, og vi har også mere end svært ved at få del i de milliarder af euro, der investeres af store koncerner i oplevelsesøkonomien i disse år. Euro, der flyder over landegrænserne og søger mod de destinationer, der har visionerne og de rette politisk bestemte rammevilkår til, at investeringerne er rentable.
Og her er vi ved det helt centrale. Skal Danmark pris- og kvalitetsmæssigt i højere grad kunne konkurrere med udlandet, og skal vi kunne tiltrække flere investeringer her til landet, skal erhvervet have nogle bedre vilkår.
Vi forventer ikke differentieret moms på den korte bane, selv om det ville være det absolut mest effektfulde, og flere andre lande i Europa bruger momsen til at sætte gang i turismesektoren. Men vi forventer, at politikerne fordomsfrit vil se på vores rammebetingelser, og vi forventer, at de vil sikre os vilkår, der i det mindste ligestiller os med konkurrenterne i udlandet og det øvrige danske erhvervsliv.
Det gælder fuld momsafløftning ved erhvervsmæssigt køb af overnatninger, kurser og konferencer samt restaurantydelser. Her er vi alene i Europa om at begrænse erhvervslivets muligheder for at afløfte moms, hvilket forringer vores konkurrencekraft på mødeturismen meget betragteligt. Men det gælder også ligestilling hvad angår energiafgifter, det gælder en mindre restriktiv visumpolitik og en fortolkning af planloven, så den ikke spænder ben for visionære projekter, som kan føje nyt fyrtårne til destination Danmark.
Med andre ord er der nok at tage fat på, når politikerne vender tilbage fra sommerferie. En sommerferie, hvor vi med stor sandsynlighed må vinke farvel til endnu flere tyskere, hollændere, nordmænd, svenskere, japanere og amerikanere, uden at det bliver opvejet af besøg fra nye markeder som for eksempel Rusland og Kina.
Tagget med: Horesta VisitDenmark

STANDBY.DK Nyt om rejser

