Avis: Sterling forsøger at true sig til tavshed

Dette sker mens endnu en stævning fra en pilot er på vej mod ledelsen, skriver Berlingske Business i dag. Den advokat, der repræsenterer et antal opsagte, eller degraderede Sterling-piloter bekræfter overfor avisen, at Sterlings ledelse har forsøgt at give ham mundkurv på i forhold til pressen.

Sterlings ledelse skulle bl.a. have truet advokaten med en indberetning til Advokatnævnet. Og i forhold til medarbejderne skulle selskabet arbejde med ansættelseskontrakter, der forbyder enhver udtalelse til pressen.

Iflg. Berlingske er situationen opstået i kølvandet på sidste uges omtale af et kommende massesøgsmål mod Sterling-ledelsen fra 12 opsagte piloter, der vil kræve et millionbeløb i erstatning for uberettiget opsigelse. Dertil kommer mindst seks sager til Arbejdsretten vedrørende uberettiget degradering samt en sag ved retten i Tårnby om uberettiget bortvisning af en pilot.

Endvidere mener Berlingske Business at vide, at endnu en stævning er på vej fra en såkaldt ”blå” tidligere Maersk Air-pilot, som blev bortvist, efter han påpegede problemerne ved at skulle flyve sammen med en ”rød” kaptajn (oprindelig Sterling-ansat).

(Berlingske Tidende 16. 5. 2006)

Skrevet af