I løbet af det næste stykke tid flytter biludlejningsvirksomhederne ud af terminalbygningen i Billund Lufthavn, hvor de har haft til huse i tyve år. Det sker efter svære og lange forhandlinger.
Efter et længerevarende forhandlingsforløb er Billund Lufthavn og de fem biludlejningsvirksomheder, der driver forretning i lufthavnen, nået til enighed om den fremtidige placering for virksomhederne.
Drøftelserne er endt med en aftale om, at Sixt, Hertz, Europcar, Avis/Budget samt Enterprise i den kommende tid flytter ind i nye faciliteter, der befinder sig tættere på parkeringspladsen og udlejningsbilerne. De har ellers holdt til i terminalen, siden den blev taget i brug i 2002.
Det har dog været et ønske fra lufthavnens side, at der skulle findes en ny placering til udlejningsvirksomhedernes kontorer, fordi lufthavnen på den måde kan få plads til flere butikker og restauranter i terminalbygningen.
Tilfredse med resultatet
Sidste år igangsatte lufthavnen derfor forhandlingerne om en ny aftale med biludlejerne, der dog mente, at lufthavnen havde planer om at indføre ”ublu prislejestigninger” i huslejen, hvilket for en periode fik virksomhederne til at overveje, om de i stedet skulle etablere et fælles udlejningscenter tæt på lufthavnen.
Den plan er dog blevet skrinlagt, da parterne er nået til enighed om en aftale, og der er blevet fundet en god placering til udlejerne. Det fortæller koncernchef Lasse Bastholm fra Sixt.
”Der var mange interesser, der skulle afbalanceres under forhandlingerne. For efter 20 år på samme placering, er der mange ting at tage hensyn til, når man skal finde nye løsninger. For os har det været helt afgørende, at vi fortsat kunne drive en forretning, der tilgodeså vores kunders behov, og med den nye placering i de nye lokaler føler vi os overbeviste om, at det vil lykkes.”
Komplicerede forhandlinger
Den nye aftale kommer til at betyde, at biludlejerne flyttes ud af selve terminalen og i fremtiden, vil have kontorer lidt længere væk fra selve ankomstområdet. Ifølge Billund Lufthavn vil det få begrænset betydning for hverdagen hos biludlejerne, da kunderne som regel har booket en lejebil allerede inden, de ankommer til lufthavnen.
Omrokeringen vil dog betyde, at der frigøres plads til nye forretninger inde i terminalen, hvilket har været en prioritet for lufthavnen. Det fortæller Claus Christiansen, som er kommerciel chef i Billund Lufthavn.
”For Billund Lufthavn har det været vigtigt at sikre plads til butikker og restauranter, så vi kan give vores gæster den bedst mulige velkomst, når de har fået deres bagage samt sikre, at biludlejningsfirmaerne stadig har så gode faciliteter som muligt.”
”Det er ingen hemmelighed, at forhandlinger var komplicerede, fordi der er mange hensyn at tage. Men vi er glade for, at biludlejningsfirmaerne var åbne for at se på nye muligheder, og at det er lykkedes at nå til en aftale, der afspejler de markedsmæssige forhold.”
Relaterede artikler:
Biludlejningsselskaber vrede på Billund Lufthavn