Københavns nyeste hotel klar med ledergruppe

Den 18. september åbner Choice-hotellet Clarion Hotel Copenhagen i Købehavns Sydhavn, hvor også Scandic åbnede i fjor. Det 4-stjernede Clarion-hotel får 215 værelser, restaurantplads til 200 gæster, konferencekapacitet til 180 gæster, ”relax-afdeling” på øverste samt en bar i stuen med plads til 100 personer.



Hotellets lederteam er nu ansat – endnu mangler dog en konferencevært samt regnskabschefen.




Hoteldirektør bliver 34-årige svenske Frederik Gustafsson. Han er uddannet kok og har læst Hotel Management i Schweiz samt arbejdet på diverse krydstogtselskaber som F&B-manager og senere hoteldirektør.




Køkkenchef bliver 32-årige Michael Ørsted Nielsen. Den uddannede kok kommer fra et job som Executive souschef fra Radisson SAS Falconer Hotel.




Receptionschef blev 25-årige Martin Wedersøe, som kommer fra en lignende stilling på kædens Comfort Hotel Esplanaden i København.




Restaurantchef bliver 32-årige Anne Thomsen, der hidtil har været Supervisor på Scandic Hotel Bygholm. Hun er tjeneruddannet og har arbejdet på flere kroer og hoteller i ”trekantområdet,” Vejle, Kolding og Middelfart.




Oldfrue bliver 40-årige Bente Dahlman; uddannet ernærings- husholdningsøkonom og siden 1995 Shop & Accomodation Manager hos DFDS Seaways.




Teknisk Chef bliver 44-årige Benny Østerbye. Han er uddannet radiomekaniker og var frem til sidste år servicechef for Hi-Fi-klubbens butikker i Danmark.




”Der kom ca. 300 ansøgninger til de 40 arbejdspladser på det nye hotel,” oplyser hotellets projektleder, Henrik Laue Petersen, til Take Off.



Året ud kører det nye hotel soft opening-priser på 900 DKK for et enkeltværelse, herefter stiger prisen til 1.325 kr.



Clarion Hotel Copenhagen er en del af Choice Hotel Denmark, som har 17 hoteller i Danmark. Udover Clarion drives og markedsfører Choice også to andre hotelvaremærker, Comfort og Quality, fx. Comfort Hotel Esplanaden og Quality Airport Hotel Dan.



Clarion-hotellet er Københavns fjerde nye hotel i år; Arp-Hansen-hotellerne åbnede i juni kædens niende hotel, The Square på Rådhuspladsen i København; i denne måned åbnede hovedstadens femte 5-stjernede hotel, Skt. Petri (der er endnu ikke sat navn på den 5-stjernede hoteloperatør, der overtager fra 1. september – et bud er enten Kempinski eller Raffles-hoteller) og i august åbner et nyt lavprishotel, Zleep Hotel Airport Copenhagen, tæt på Københavns Lufthavn.

Skrevet af