DRF anker provisionsdom

Et flertal i Danmarks Rejsebureau Forenings bestyrelse vil anke dommen fra Østre Landsret til Højesteret. Det besluttede bestyrelsen i går. I Østre Landsret gav to ud af de tre dommere SAS medhold i, at det var lovmedholdeligt at indstille udbetalingen af provision.




Flertallet af rejsebureauerne ønsker honorar fra flyselskaberne for at udskrive flybilletter.



Fordi en dommer afgav dissens blev dommen betragtet som uklar – det har nu fået DRF til at beslutte at appelere.



Beslutningen hos DRF blev afgjort bag lukkede døre mellem fraktionerne, men forinden blev det oplyst, at der ikke var enighed i bestyrelsen, men flertal for appel i selve bestyrelsen, særligt på grund af dommerstemmerne 2-1, og fordi DRF’s flertal mente, at den enlige dommer, der afgav dissens, havde belyst sagen bedst.



Formanden for DRF, adm. direktør i FDM travel, Jesper Ewald, oplyste, at det var vigtigt at få sagen afgjort for at nå frem til, hvad der var en rimelig aflønning for et rejsebureau for salg af billetter i henhold til IATA- overenskomsten.




DRF’s direktør, Lars Thykier, sagde, at der var en lignende sag på vej i Belgien, mens en anden fra australske agenter var stillet i bero indtil videre – eller afventede en endelig afgørelse i Danmark.



Det blev også oplyst, at sagen ikke belaster DRF’s økonomi, men kører på bidrag fra interesserede parter i den danske rejsebranche. Dee 150.000 kr. i sagsomkostninger efter dommen i Østre Landsret er betalt. Sagen skulle ankes inden 14 dage, hvis beløbet i første omgang skulle reddes – det blev den ikke.



”Vi beslutter først endeligt at anke når vi har fundet finansieringen. Det koster 150.000 kroner at indbringe sagen for Højesteret – og samlet bliver prisen til bl.a. advokatbistand 4-500.000 kroner, hvis sagen også skal prøves i Højesteret,” sagde Lars Thykier i går til Take Off. Han forventer, at når anken er indgivet vil der gå op til et år, før Højesteret har talt.




”DRF er ikke interesseret i at trække sagen i langdrag, men vi har brug for en principdom om nettopriser,” siger Lars Thykier.



SCHAPIRO: VI VIL VÆRE BEDRE FORBEREDT I HØJESTERET




En af de varmeste fortalere for en appel er adm. direktør i Profil Rejser og medlem af DRF’s bestyrelse, Jahn Schapiro. Han sagde i går til Take Off:


”Afgørelsen i Østre Landsret med dommerstemmerne 2-1 var ikke entydig. Vi har brug for et klart svar, vi kan respektere. Vi er uenige med afgørelsen i Østre Landsret. Vi føler, at de to dommere, der stemte imod os, ikke tog stilling til sagen kerne. Vi har efter dommen i Østre Landsret konsulteret meget kompetente jurister som siger, at vi har en god sag ved at anke.”




”Måske skal DRF have ny advokatbistand i Østre Landsret, måske havde DRF ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok og vi kunne have ført sagen bedre. Men nu kender vi svaghederne i vores egen procedure,” siger Schapiro og tilføjer:



”Jeg er glad for at vi anker, sagen drejer sig om hele måden, vi arbejder på i rejsebranchen. I dag burde sagen måske ikke dreje sig om SAS, men om de flyselskaber der på deres hjemmesider sælger flybilletter uden gebyr til de indkøbspriser, jeg har; SAS tager trods alt et gebyr når der købes billetter via deres hjemmeside. Sagen drejer sig ikke så meget om at få provisionen igen, selv om det kunne være rart, men om at vi skal have et gebyr for det administrative arbejde, vi udføre for flyselskaberne. Og jeg tror ikke, SAS er overrasket over at vi anker.”



KOMMENTAR FRA SAS




I en kommentar til anken fra DRF, siger salgsdirektør i SAS Danmark, Palle Christensen, til Take Off:




”Dansk lovgivning giver ankemulighed, det respekterer SAS selvfølgelig. Vi er fortrøstningsfulde og håber perioden inden afgørelsen fra Højesteret bliver så kort som mulig, da SAS gerne vil videre i vort samarbejde med den danske rejsebranche.”

Skrevet af