De over 50 medlemmer af Danish Business Travel Association, de danske travel managers, køber årligt flyrejser, hotelovernatninger, forsikringer, biler og meget mere for en bagatel af ca. 1,5 milliarder kroner.
Og en af foreningens mest synlige medlemmer, Else Marie Riis Madsen fra Lego, runder i dag de 60 år.
Hun er født ”på en dejlig gård uden for Vejle” som nummer to i en søskendeflok på fire.
”Jeg ville gerne være stewardesse – for på kontor, det skulle jeg ikke,” sagde Else Marie Madsen som gæst i Take Off-Stolen i 2002 – hun har i dag eget kontor.
I november 1964 begyndte SAS at beflyve Billund. Men SAS-kontoret antog ikke kvinder, så Else Marie fik i stedet elevplads hos Lego. Efter elevtiden var hun au-pair i Schweiz, for bl.a. at lære sprog – men skulle bl.a. også støvsuge garagen tre gange om ugen!
Hjemme i det jyske fik Else Marie job i Billund Lufthavn, der dengang havde 30 ansatte. ”Jeg var altmuligpige, jeg passede omstillingsbordet, opkrævede havneafgifter fra småfly, ekspederede flyveplaner og havde sekretæropgaver for den daværende lufthavnschef, Hans Erik Christensen, HEC,” fortalte hun i Stolen.
Efter fem år for selve lufthavnen fik hun job på SAS’ stationskontor i Billund, hvor hun var i 15 år, indtil SAS i 1983 trak sig ud, da Maersk Air overtog Billund-København ruten. I stedet blev hun leder af SAS’ salgskontor i Billund Lufthavn.
Efter en kort mellemlanding hos det daværende DanTransport Rejsebureau (i dag TQ 3 – og snart BCD Travel) kom hun til Lego, som oprettede sin egen rejseafdeling med dagens fødselar som leder.
Hun har bl.a. været for formand for menighedsrådet Billund og medlem af en international kvindelig erhvervsklub, Zonta, der hjælper kvinder med højere uddannelser i Den tredje Verden.
Tagget med: BCD Travel Billund Lufthavn SAS