Aalborg selv skyld i hotelkrise

”Derfor er man til dels selv skyld i, at halvdelen af hotelværelserne i Aalborg står tomme. Det mener adm. direktør Karim Nielsen (billedet), First Hotels Danmark.



Han siger: ”Brug ikke tiden med at klage over lav belægning på Aalborgs hoteller – og at der er for mange hotelværelser i byen. Brug i stedet tid og flere penge på markedsføringen af Aalborg over for turisterne. Og ret markedsføringen mod nye og mere pengestærke målgrupper – som f.eks. par der er født efter 1945 og hvor børnene er flyttet hjemmefra.”



”Og se jer om efter hotelturister fra andre lande end Norge, der er det suverænt største, udenlandske marked. Det er risikabelt at lægge alle sine ”æg i en kurv”. I det øjeblik, det norske marked går tilbage, får Aalborgs hoteller nye problemer,” siger Karim Nielsen, som også havde taget pisken ned fra væggen som gæst i Take Off-Stolen i august.



Karim Nielsens vurdering kommer i forbindelse med en aktuel diskussion i nordjyske medier om hotelsituationen i byen. Hotellerne i Aalborg har i årets første seks måneder haft en belægningsprocent på 44. Hvilket bl.a. har fået en repræsentant for hotellerne i Byen, Richard Byrdal, til at sige, at flere af Aalborgs hoteller trues af lukning.



Karim Nielsen er enig med Richard Byrdal, at flere hoteller i Aalborg er truede. Han mener ikke, at det grundlæggende problem er overkapacitet – men at hotelbranchen, turisterhvervet og kommunalbestyrelsen i Aalborg har ”sovet i timen” og ikke brugt nok på markedsføringen af byen over for turister – og timet denne ordentlig. ”For en vækst i antallet af hotelværelser vil altid være godt på sigt, da det skaber flere arbejdspladser, potentielt flere gæster og dermed mere omsætning til byen,” mener han.



”Aalborg har ikke tilført midler nok til turismen for at bearbejde en kortsigtet nedgang i byens belægning, som er et naturligt resultat af vækst i antallet af hotelværelser. Udbuddet vil i en periode være større end efterspørgslen og derfor er der behov for at markedsføre sig endnu kraftigere i en periode op til – og lige efter – åbningen af et nyt hotel.



Men i en sådan markedsføring må man stå sammen i Aalborg. Set i det lys er det mig en gåde, at Aalborg Lufthavn siger nej til fly fra lavprisselskaber på sine startbaner. Ikke mindst set i lyset af, at det fritidsmarked, der bruger lavprisfly, er i stærk vækst, siger Karim Nielsen, som tilføjer, at First Hotels vil øge sit bidrag til markedsføringen af Aalborg.



Karim Nielsen mener, at Aalborg som mange andre provinsbyer, er inde i en negativ spiral, hvor man ikke tør hæve priserne af frygt for at naboen fastholder sine egne.



”Men løft blikket og se, hvad andre såkaldte ”sekundære” byer i Europa som f.eks. Gøteborg har gjort. Inspiration udefra, nytænkning og fælles satsning i markedsføringen kan få Aalborg op på et helt andet og højere niveau som attraktivt mål for hotelovernattende turister som kommer for kulturen, shoppingen, miljøet og hyggens skyld,” siger Karim Nielsen. Et af First Hotels Danmarks fem hoteller er i øvrigt First Hotel Aalborg.

Skrevet af