Det københavnske bybilskoncept DriveNow har udvidet sin flåde med 200 biler - herunder BMW 1-serie samt en tre- og femdørs Mini Cooper. Foto: Jasper Carlberg

200 nye DriveNow-biler i Københavns gader

Yderligere 200 biler fra DriveNow blev mandag lukket ud på vejene i og omkring København, hvilket øger selskabets samlede bybilsflåde med 50 procent.

Bybilskoncepter har været i stor fremgang de senere år, og nu bliver der tilføjet endnu flere biler af denne type til bymiljøet i Danmarks hovedstad.

DriveNow har således mandag udvidet flåden med 200 biler, der sikrer større kapacitet og længere rækkevidde for selskabets mere end 60.000 kunder. Hidtil har flåden kun bestået af elbilen BMW i3, men i den nye beholdning er der også biler fra BMWs 1-serie samt en tre- og femdørs Mini Cooper.

Øget fleksibilitet
Det er Arriva, som i Danmark opererer bybilskonceptet, og DriveNows bilflåd er per dags dato dermed øget fra 400 bybiler til 600 bybiler. Med denne udvidelse vil kunderne få dækket deres behov i langt flere forskellige situationer.

”De nye biler er benzindrevne, hvilket betyder, at fleksibiliteten for vores kunder øges. For eksempel kan du nu køre længere ud af byen, da du blot skal tanke på almindelige tankstationer – og altså ikke via ladestationer, som du skal med vores elektriske biler. Vi får også forskellige bilstørrelser, så du med vores BMW 1-seriebil får et større bagagerum, som vi især tror, børnefamilierne får glæde af,” siger Morten Jakobsen, Head of Mobility Services i Arriva og chef for DriveNow i Danmark.

”Alt i alt vil vores nye biler skabe øget fleksibilitet og dække flere forskellige behov, hvilket vores kunder har efterspurgt. Samtidig beholder vi en stor del af elbierne, som mange af vores kunder også er glade for.”

Behov for mere plads
DriveNow er udbredt til 12 andre europæiske storbyer, og bybilskonceptet begyndte i Tyskland. Konceptet vinder stadig større indpas hos københavnerne, og i dag kører hver bil over fem ture per dag i gennemsnit, mens tallet lå på to ture om dagen for to år siden. En mærkbar vækst, som således har givet DriveNow mod på mere.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi har udvidet forretningen med 200 bybiler. Vi har længe haft væksttal, og ud fra kundedata kan vi se, at behovet for en større volumen og flere forskellige brugsmuligheder er til stede,” siger Morten Jakobsen.

Ifølge Morten Jakobsen kører hver bil hos DriveNow i alt tre-fire timer om dagen, mens en almindelig privatbil i snit kører én time per dag.

Bybilerne hos DriveNow er tilgængelige 24 timer i døgnet, og man lokaliserer og booker via selskabets mobil-app. Bilerne kan opsamles og afleveres, hvor man har lyst, så længe det er inden for DriveNow-området. Et område, der defineres som København og Frederiksberg samt enkelte steder i forstadskommunerne.

 

Relaterede artikler:

Flere hundrede nye delebiler i København

Elbiler til turister i Frederikshavn

Danmark udlejer stadig flere elbiler