DRF truer Delta med retssag

Velkommen til Danmark… Tre måneder inden Delta åbner daglig rute fra sin hovedlufthavn, Atlanta, er der stor uenighed mellem Danmarks Rejsebureau Forening og Delta om flyselskabets agentaftale.



DRF har forhandlet med Delta om indholdet af agent-kontrakten. ”Delta har et langt stykke fulgt DRF’s ønsker for at kontrakten var i overensstemmelse med IATA-resolutionerne og de nationale domstoles fortolkning af samme,” oplyser DRF’s nyhedsbrev.



Men Delta vil ikke yderligere ændre ordlyden i artikel 3 om ”service fees.”

”I artikel 3 i agentaftalen står, at Delta har intentioner – men ikke vilje – til en kontraktuel forpligtelse – til at pålægge billetten et service fee ved Deltas direkte salg til egne slutkunder,” hedder det fra DRF som tilføjer:

”Delta har forsikret, at man – trods manglende vilje til at forpligte sig – vil påføre billetten et service fee.”



”Det er yderst beklageligt, at et IATA-luftfartselskab ikke er interesseret i at efterleve den praksis, der blev anlagt i Højesterets dom mellem DRF og SAS,” hedder det fra DRF.



DRF skriver også til rejsebureauerne: ”Såfremt I underskriver aftalen, skal vi opfordre jer til at være meget opmærksomme på, om Delta gør brug af service fees i dets direkte netsalg. Opdager I, at dette ikke er tilfældet, modtager vi meget gerne besked herom hurtigst muligt, så vi kan tage eventuelt nødvendige juridiske skridt til, at Delta efterlever den praksis, som der er statueret i nævnte Højesteretsdom.”



I brevvekslingen mellem DRF og Delta, beklager ”DRF, at Delta afviser at overholde dansk lovgivning.”

Brevet er sendt til Frank Joost, Regional Manager Sales, for bl.a. Danmark.



HB


Skrevet af