Jet Time på vingerne til Egypten


Efter flere måneders ventetid sker det endelig. Torsdag flyver det nye danske charterselskab Jettime med det første af sine egne fly på første flyvning til Sham el-Sheik i Egypten. Formentlig med administrerende direktør, kaptajn Klaus Ren selv ved styrepinden. Dermed er Jettime godt på vej til at nå sit mål om foreløbig to egne fly. Jettime ejes af syv investorer: Frederik Heegaard (formand), Stig Bøgh Karlsen, Ditlev Wedell, administrerende direktør Klaus Ren, kommerciel direktør John Uggerhøj Andersen, Lars Thuesen og efter hvad Stand By erfarer, Ivan Nadelman. Gruppen har investeret omkring 20 mio., kr. i det nye charterselskab.

Jet Time fik det første af sine to fly i efteråret. Men det har taget flere måneder, og bl.a. en flyvning til Florida, før flyet, en Boeing 737-300 med plads til 148 passagerer, nu er blevet endeligt godkendt af SLV, Statens Luftfarts Væsen. Det er lige sket, samtidig med at Jet Time har leveret det første af to lejede fly fra Sterling tilbage. “Vi går nu i luften med det første af vores egne fly. Vi er også ved at skrive kontrakt med fly nr. to, så det er på plads til april, når vi leverer Sterlings fly nr. 2 tilbage, og begynder at flyve med det andet af vore egne fly. Leasing af fly er et svært marked i øjeblikket, men vi har fået en god aftale,” siger Lars Thuesen, bestyrelsesmedlem og en af de syv investorer i Jettime til Stand By. “Det har taget nogle måneder at få første fly godkendt. Hvem skal betale?” “Vi fik en god aftale med Sterling om leje af fly i vinter, fordi de havde et fly til overs.  Kommer der en regning skal den betales af Jettimes aktionærer. Men det bliver ikke noget stort beløb, og der er tilstrækkelig stor buffer til, at det ikke vil ødelægge forretningsgrundlaget.” “Hvor mange fly skal Jettime have?” “Meningen er, at Jettime skal lease de to fly mange år frem i tiden. Hvis der er behov, og markedet kan bære det, vil vi anskaffe fly nr. tre og fire. Men det er der ikke taget stilling til i øjeblikket,” siger Lars Thuesen.

Skrevet af