Kæmpebrandert dyr for svensk Thai-passager

”Jeg kender endnu ikke prisen, men det koster formentlig over 100.000 kroner,” sagde Thai Airways’ nordiske salgsdirektør, Flemming Sonne, søndag til Take Off efter en Boeing 747 returnerede til Stockholm efter to timers flyvning og overlod en meget beruset og aggressiv 44-årig svensk mand til politiet i Arlanda.



Flyet med 400 passagerer var lørdag lettet fra Arlanda mod Bangkok, skriver den norske avis, Verdens Gang.



Men efter en times flyvning valgte kaptajnen at vende om pga. den fulde passager. Passageren ville i slagsmål med øvrige passagerer, som sammen med besætningen fik ham pacificeret med strips omkring håndleddene.



Flyet måtte dumpe 60 ton brændstof og i Arlanda blev manden anholdt af politiet, flyet tanket igen, så det kunne afgå med over tre timers forsinkelse.



”Manden er i vores varetægt og er mistænkt for overtrædelse af luftfartloven. Hvis Thai Airways beslutter sig for en civil retssag kan der blive tale om flere hundrede tusinde kroner i erstatning,” hedder det fra politiet på Arlanda.



Beløbet opstår ved at lægge prisen for at lande i lufthavnen sammen med ekstra udgifter til nyt brændstof, indkvartering af passagerer som ikke nåede deres forbindelsesfly i Bangkok osv. I første omgang skal det regnestykke gøres op.



Thai Airways flyver seks gange om ugen fra Stockholm til Bangkok – samt dagligt på ruten fra København.

Skrevet af