Boserup: Vi bliver enige

Op til flere gange måtte adm. direktør Niels Boserup på et haste indkaldt pressemøde i Københavns Lufthavn svare på spørgsmålet: “Hvad nu, hvis I ikke blive enige ?”



Svaret kom hver gang prompte: “Det bliver vi. Og vi skal være endnu billigere lufthavn i dag. Vi skal være attraktive, og vi skal være billigere end vore konkurrenter for flyselskaberne, også for lavprisselskaber. Derfor nedsætter vi passagerafgiften med 15 procent. Det batter meget mere – også for SAS – end den 50 procent reduktion, der nu er på transitprisen, hvor antallet af passagerer bare falder.”



SAS har lagt op til en hård konfrontation inden fredagens møde med flyselskaberne. “Måske skulle de have ventet, til vi havde forhandlet. SAS udfordrer sig selv og os med tre skandinaviske selskaber, og jeg forstår godt, at SAS i Sverige vil øge trafikken endnu mere via Arlanda. Det ville jeg også gøre, hvis jeg var svensker i Stockholm. Det vil gå ud over København, derfor må vi gå andre veje for at fastholde og styrke vores position. Det er, hvad vi gør nu.



For transittrafikken vil vi skabe endnu bedre forhold, endnu hurtigere gennem lufthavnen. Det er det, der tæller. Mere end en rabat på 30 kr. for en passager. Endnu bedre service, endnu bedre betjening. Det er, hvad vi skal huskes for,” sagde Boserup med en venlig hilsen til SAS.



Han gav også SAS nye organisation fuld kredit. “Jeg tror SAS når i mål. Omkostningsbesparelser ser ud til at lykkes,” fastslog han.



Sterlings beregninger på besparelser ved at bruge Sturup Lufthavn troede han ikke på. 30 mio. kr. om året for et enkelt fly. “Det ville groft sagt svare til, at hver passager får 3.000 kr. i tilskud til rejsen. Så haster det med, at alle kommer til Sverige,” lød det.



Næste akt foregår på fredag. Der er lagt op til et forlig. Selv om det ikke ser sådan ud.

Ejv.

Skrevet af