Cimber Air skal bruge flere

Det er godt for SAS, for Cimber og Københavns Lufthavn, at SAS nu styrker København som sit vigtigste trafikknudepunkt. Det sker ved fra vinterprogrammet sidst i oktober at åbne otte nye ruter fra CPH, alle befløjet af jetfly og besætninger fra Cimber Air.



Der er sat navn på seks af de nye SAS-destinationer, der kommer endnu to, men aftalerne er ikke endelig på plads.



De seks nye navngivne ruter er til engelske Newcastle, skotske Aberdeen, en genåbning på den polske havneby Stettin/Szczecin, Kleipéda/Palanga i Litauen, Lyon i Frankrig – også er en tidligere SAS-destination; det samme er Vesterås i det mellemste Sverige; for nylig lukkede svenske Skyways ruten til Vesterås. SAS er klar til at åbne under den naturlige forudsætning, at SAS kan opnå samme priser i lufthavnen som andre operatører, siger SAS.



Easyjet flyver i dag fra København til Newcastles lufthavn, som Københavns Lufthavn er medejer af, mens Maersk Air denne sommer har betjent Lyon.



De nye ruter muliggøres ved en aftale mellem SAS og Cimber Air. Flyselskabet fra Sønderborg skal flyve ruterne for SAS med sine CRJ 200 – et jetfly med plads til 48 passagerer. Dem har Cimber tre af i dag – for at kunne klare den nye opgave skal der anskaffes endnu tre, oplyser adm. direktør i Cimber, Jørgen Nielsen, til Take Off.



NYE ARBEJDSPLADSER I CIMBER

I sidste uge meddelte Maersk Air, at Cimber Air fra vinterprogrammet overtager de ruter, Maersk Air har fløjet fra Billund med de mindre jetfly Canadair Regional Jet 200 (CRJ). Det drejer sig om ruterne mellem Billund og Aalborg, Bruxelles, Milano, München, Oslo og Stockholm. Cimber vil fortrinsvis beflyve dem med egne CRJ-fly. Til gengæld udfaser Maersk Air sine fem CRJ-fly, et antal overgår til Cimber Air.



Med overtagelsen af de nævnte Billund-ruter samt den store kontrakt for SAS, får Cimber Air behov for omkring 50 nye ansatte i primært cockpit og kabine, anslår adm. direktør, Jørgen Nielsen. Cimber Air har 385 ansatte – men opsagde sidste forår et halvt hundrede ansatte pga. tidernes ugunst.



Og der kan være flere gode nyheder på vej fra Sønderborg. ”Vi har altid to, tre stege i ovnen; vi ved ikke, om de bliver til noget, men i hvert fald går wetlease (udlejning af fly med besætning) frem. Der er et gryende opsving, mange flyselskaber vil derfor åbne nye destinationer, men har ikke kapaciteten, der kommer vi ind i billedet,” siger Jørgen Nielsen.



Han tilføjer at de nye ruter ikke får nogen påvirkning af Cimbers betjening fra København til Bukarest, Basel og Kiev.

Skrevet af