Fredagskommentaren – Sturup Lufthavn spiller ingen rolle

Af Ejvind Olesen



DEN FLITTIGE avislæser kunne i den forløbne uge let få det indtryk, at Sturup Lufthavn udenfor Malmø er en alvorlig trussel til Københavns Lufthavn. Især hvis man læser Børsen. Ifølge avisen overvejer Sterling også at rykke teltpælene op og flytte til Sverige for at spare. Samtidig stopper Easyjet ruterne til Newcastle og Bristol, fordi afgifterne er for høje i København.



Sterlings adm. direktør er en pæn og fornuftig nordmand, Harald Andresen, som forsigtigt vover sig ud med en udtalelse om “at man vil tage en snak med Sturup” og at han i øvrigt er enige med Easyjets repræsentant i, at prisen i Kastrup skal ned.



Det sidste kan han sikkert blive enige med de fleste flyselskaber i Københavns Lufthavn om, men det er straks meget værre at blive enig med Niels Boserup og hans stab. Til gengæld er Boserup & Co meget enige i, at statsafgiften på de 75 kr. fra alle danske lufthavne meget gerne skal væk.



Der er bare den hage ved det, at det mener trafikministeren ikke, og der er heller ikke politisk flertal for en ophævelse. Sådan vil det altid gå, hvis en afgørelsen om bortfald af en eller anden afgift – hvor tåbelig den end måtte være – bliver lagt frem til åben debat i aviserne. Uanset hvilken regering, der sidder. Skal den forhadte afgift væk, skal det ske ved lobbyarbejde bag kulisserne.



STERLING KUNNE ikke drømme om at rykke til Sturup for 75 kr.`s besparelse. End ikke for det dobbelte. For det vil koste tusindvis af danske passagerer. Easyjet nedlægger ikke to ruter til sekundære lufthavne i England, fordi de skal af med 75 kr. i statsafgift, men fordi der ikke er økonomi i ruterne. Og slet ikke om vinteren. Meget apropos overtager SAS Newcastle-ruten med Cimber Airs fly.



Wizzard Air, som nu starter fra Sturup til Berlin og Budapest, giver snart op igen, når de finder ud af, at passagergrundlaget – ikke mindst af forretningsfolk – slet ikke er stor nok til at bære sådanne ruter.



Berlin kan nås til lavpris med Easyjet, Maersk Air og SAS fra København samt med hurtigtog på syv timer. Budapest har i forvejen gode forbindelser fra København med Malev, SAS og Austrian via Wien. Og hvis ikke jeg hører forkert i min øresnegl, kommer der snart et lavprisselskab fra København til Budapest.



MIN konklusion: Sturup er absolut ikke nogen konkurrent til Københavns Lufthavn med lavprisselskaber. Den er da rar at have, hvis priserne i Kastrup skal lidt under pres, men realiteter i det, er der ikke. Hvad mener du ?



PS. Københavns Lufthavn oplyser, at statsafgiften på 75 kr. placerer lufthavnen som en af de fem dyreste i Europa. Uden afgiften ville lufthavnen være i den billigste tredjedel.

Skrevet af