De caribiske øer kan ikke leve af krydstogtsturister alene. De kommer i stort tal og forsvinder hurtigt igen. Nu bliver amerikanerne også hjemme, eller tager andre steder hen. I vinter er det amerikanske turisttal faldet med helt op til 12 procent, sammenlignet med sidste år. Det har især ramt øer som Jamaica, St. Lucia og Grenada, som nu vil vende blikket mod Europa.
På Jamaica er der problemer med kriminalitet, og hvis turisterne ikke kan føle sig sikre, kommer de ganske enkelt ikke. Men også Barbados og Tobago har haft nedgang, selv om der netop til disse øer kommer flere europæere.
” 60 procent af vore turister kommer fra USA, og vi er sårbare. I det lange løb kommer det her til at koste jobs,” siger Richard Kahn til aviser i Puerto Rico på vegne af Caribbean Turism Organization.
“De største øer i Caribien har nået et punkt, hvor det tynder ud i gengangere. Nu vil folk se noget andet. Sol, strand og vand gør det ikke længere alene, og slet ikke for amerikanerne,” siger en ekspert fra turiststudie i Florida.
I følge statistikken fra et fælles kontor på Barbados var der 11,5 mio. overnattende amerikanske turister på øerne i fjor.
Til sammenligning er Skt. Thomas på store dage nu oppe på over 12.000 krydstogtturister på en enkelt dag.
Håbet er, at flere flyselskaber vil starte ruter. Martinair har flere ruter fra Amsterdam. Condor fra Tyskland går over til weekendrute til Grenada året rundt. St. Lucia håber på, at enten British Airways eller Virgin Atlantic vil sætte flere fly ind.
-ejv
Tagget med: British Airways

STANDBY.DK Nyt om rejser

