Navneskiltene til nogle af besætningsmedlemmerne på fredagens BA-flyvning fra London til Cape Town. PR-foto: British Airways.

Camilla og Charles på vingerne for British Airways

British Airways-afgangen i morgen, fredag, fra London til Cape Town har en besætning, hvor alle hedder Camilla eller Charles. Og på lørdag kan BA-passagerer se kroningen på selskabets fly.

På lørdag krones Kong Charles III i London, hvilket naturligvis vil påvirke meget i den centrale del af den britiske hovedstad.

Men også British Airways gør sit for at markere den kongelige kroning, blandt andet i samarbejde med det britiske turistråd, VisitBritain. Ved en af indflyvningerne til Heathrow, ved runway 27L, vil der således være en kæmpemæssig blomsterdekoration på 64×47 meter med kronings-monogrammet.

Og i morgen, fredag, når British Airways flight BA059 letter fra Heathrow mod Cape Town i Sydafrika, et af medlemmerne af Commonwealth, vil alle de 15 besætningsmedlemmer hedde Charles, Camilla eller varianter af de to navne, for eksempel Kamila eller Millie. De tre piloter på Boeing B777-200’eren hedder alle Charles, skriver BA i en pressemeddelelse.

Det oplyses ikke om filmene i underholdningssystemet på flyet vil indeholde titler som ”King Kong,” ”Kongens Store Tale” eller ”The Queen” (fra 2006)

Fordel at hedde King eller Queen
På selve kroningsdagen, på lørdag, vil British Airways give alle passagerer, uanset bookingklasse, med efternavnene ”King” og ”Queen” adgang til First Wing og First Lounge i Heathrow, mens man i Londons sekundære lufthavn, Gatwick, får adgang til BA’s First Lounge.

Ligeledes på lørdag får alle BA-passagerer på flyvninger fra Heathrow og Gatwick nogle særlige popcorn, Joe&Seph’s Eton Mess. Der serveres desserttærter med citron og hvid chokolademousse med kroningsmonogrammet, angiveligt er Kong Charles glad for citroncreme.

British Airways oplyser også, at hvor det er muligt og der er WiFi på flyene, vil BA få transmitteret TV-signalet fra BBC til sine fly, så alle passagerer kan følge med i kroningen.

BBC’s hjemmeside er der en omfattende gennemgang af hele programmet i London i forbindelse med kroningen.

 

Relaterede artikler:

I denne uge er der ekstra travlt i Londons lufthavne

Britisk kroning ventes at blive god forretning

Dronning besøgte 100-års jubilaren British Airways