33 kilo kokain på krydstogtskib

De smugler ikke i gram men i kilo, når Jamaica-ansatte på krydstogtskibene, bliver taget på fersk gerning. Det har især ramt Royal Caribbean, der har været i de lokale nyheder, og senere i de amerikanske, fordi personalet har smuglet narkotika om bord.

For fjerde gang for rederiet siden december blev to ansatte fra Jamaica, om bord på Grandeur of The Seas, i den forløbne uge taget af politiet for at smugle narkotika fra skibet i Montego Bay på Jamaica, skriver Jamaican Observer.

Det viste sig, at to ansatte havde 18 kilo kokain i deres bagage, da de gik fra borde og blev stoppet. Politiet fandt senere i alt 15 kilo heroin i forskellige mandskabskahytter.

Skibet kom fra Cartagena i Columbia. Samme rute som et andet af Royal Caribbeans skibe, Enchantment, hvor personalet to gange i år er blevet taget med narkotika.

”Vi arbejder tæt sammen med myndighederne, og der er nul tolerance. Det her skal stoppes hurtigst muligt. Vi indfører en række sikkerhedsbestemmelser, som skal forhindre, at det sker i fremtiden,” hedder det i en officiel meddelelse fra RCCL.

Noget tyder på, at de ca. 700-800 ansatte på de omtalte krydstogtskibe med godt 2.000 passagerer skal gennem et grundigere check end passagererne i fremtiden.

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen