Svært at finde ud af SASs strategi

Thomas Lundbergs (billedet) kommentarer falder i BCD’s (det tidligere TQ3’s) nyhedsbrev. Som eneste topdirektør på de største danske erhvervsrejsebureauer har han hver gang en kommentar i nyhedsbrevet.



I den nye udgave skriver han bl.a.: ”Ved indgangen til sommerperioden står vi midt i en højkonjunktur, hvor rejseaktiviteten er større end i mange år.



Der er altid opmærksomhed omkring de nationale flyselskabers situation og strategier, og i det nordiske marked samler interessen sig navnlig om SAS og Finnair.



De to har vidt forskellige forudsætninger på deres markeder, hvilket måske er forklaringen på, at de har markant forskellige strategier.



For de fleste forekommer SAS’ strategi nok lidt uklar. Det virker som om man gerne vil det hele: Konkurrere direkte mod lavprisselskaberne og samtidig tilbyde de mest attraktive produkter til erhvervslivet, hvor betalingsviljen er størst. Opdelingen i fire selskaber (tre nationale og et til langruterne, red) synes heller ikke at give klare signaler om den valgte strategiske retning. Risikoen for at havne mellem stolene, så at sige, er overhængende.



Modsætningsvis synes Finnair at have en noget klarere strategi: Fokus er meget klart på erhvervslivet og ruterne til Fjernøsten, hvor efterspørgslen er meget høj – og indtjeningspotentialet tilsvarende. SAS står netop nu i et ledelsesmæssigt tomrum, hvorimod Finnair udviser kontinuitet og stabilitet på topledelsesniveau.



Forskellene i resultaterne kan aflæses meget direkte i finansmarkedernes vurderinger: SAS-aktien vurderes af mange som særdeles risikobetonet, hvorimod anbefalingerne hovedsagelig går i retning af ”hold” på Finnair-aktierne,” skriver Thomas Lundberg bl.a. i nyhedsbrevet fra BCD Travel.

Skrevet af