Så er der 19 i familien.

Snart er Star Alliance med SAS og Lufthansa en sammenslutning af alverdens flyselskaber, og der synes ingen ende på, hvor mange der skal stå sammen, selv om de ofte er benhårde konkurrenter. I mandags bekræftede Air China så officielt, at de er på vej ind i folden, og det var ventet længe.



Dybest set er det svært at se, hvilke fordele det hele har. Bortset fra at organisationen, Star Alliance med chefen Jan Albrecht, får lejlighed til at markere sig to til tre gange om året og tale om storslåede strategier, som ser flot ud på papiret, men dybest set sagtens kunne have været gennemført alligevel.



Oprindeligt var det en lille eksklusiv og effektiv klub med Lufthansa ,SAS og Austrian fra Europa, Thai fra Fjernøsten, United Airlines fra USA og Varig fra Sydamerika. Det dannede mening.



Nu er det en mini IATA-sammenslutning uden den gammeldags monopolstatus, som ikke engang er i stand til at hjælpe familiemedlemmer, der har det svært økonomisk.



Den årlige fætter- og kusinefest kan de da altid se hen til. Alle sammen. Og det er: Lufthansa, SAS, Austrian, Air Canada, Air New Zealand, All Nippon Airways, Asiana, British Midland, LOT, Singapore Airlines, South African Airways, Spanair, Swiss, Thai Airways, TAP, United Airlines, US Airways og Varig samt altså snart Air China. – Indien venter i kulissen.




Skrevet af