Klitgaard ny HORESTA-fmd.

40-årige Egon Klitgaard blev som ventet torsdag valgt som ny formand for HORESTA, hotel-, restaurant- og turistvirksomhedernes brancheorganisation. Det skete i Aalborg på det årlige delegeretmøde. Klitgaard afløser Niels Nygaard, der efter otte år på posten ikke genopstillede eftersom han i foråret blev bestyrelsesformand for Danmarks Turistråd.



Take Off forudsagde i vort september-nummer, at Egon Klitgaard ville blive ny formand efter den tidligere bestyrelses kandidat, direktør for Hotel KongebroGaarden, Jens Chr. Poulsen, trak sig.



Klitgaard er uddannet kok og tjener og har været leder i branchen fra han var 23 år. I dag er han direktør på Hotel Legoland, som han har udviklet til koncepthotel for familier og konferencer. I HORESTA har han i fem år været formand for uddannelses- og kompetenceudvalget samt været meget aktiv i arbejdet med at etablere og videreudvikle klassifikation for hoteller og feriecentre.



På HORESTAs delegeretmøde var der genvalg til næstformand Allan Carlsen fra Restaurant Nimb i København og Jens Zimmer Christensen fra Hotel Maritime i København.




Der var nyvalg til Henrik Knudsgaard fra Hotel Tre Roser i Kolding, Jan Laursen fra Carestel og Niels Feerup fra Destination Bornholm.

Skrevet af