Avis og Budget Biludlejning i Danmark solgt

Barloworld overtager aktiver for ca. 560 mio. kroner og betaler 170 mio. kroner for aktierne i Biludlejning i Danmark (Avis Biludlejning), – herunder Biludan Leasing– og Mandarin (Budget Biludlejning).

Egenkapitalen i Biludan Gruppen vil herefter være ca. 300 mio. kr.



Adm. direktør Ivan Nadelmann og økonomidirektør Torben Otte Jørgensen fratræder samtidig deres stillinger i Avis og Budget. De efterfølges af hhv. Kim Degel Svendsen og Peter Lemche Andersen. I Budget fortsætter direktør Claus Hansen.



Ansvarlig for Avis og Budget Biludlejnings aktiviteter i Skandinavien vil fremover være Chief Executive Skandinavien, Dag-André Johansen.



Ivan Nadelmann indtræder som bestyrelsesformand for Avis og Budget i Danmark samt i bestyrelserne i de skandinaviske selskaber.

Torben Otte Jørgensen vil ligeledes indtræde i de danske selskabers bestyrelse.



Avis i Danmark – som netop har vundet Danish Travel Award for 7. gang – har i mange år været markedsleder på biludlejning i Danmark med en bilflåde på ca. 3.000 enheder og en årlig omsætning på ca. 250 mio. kroner og tæller blandt sine kunder de største danske erhvervsvirksomheder.

Avis er repræsenteret i alle danske lufthavne og store byer med i alt ca. 40 udlejningsstationer.



Budget Biludlejning i Danmark blev overtaget for et par år siden, og har siden da markeret sig med et nyt koncept – nye kontorer og opererer med ca. 250 biler.



Ivan Nadelmann – der ejer 90% af Biludan Gruppen – siger: ”Det er med stor glæde, at jeg efter 40 års arbejde med Avis kan overdrage en velfungerende virksomhed med dygtige og velmotiverede medarbejdere til et nyt ejerskab med mange års erfaring i at drive og forstå biludlejning. Det har været vigtigt for mig at sikre Avis’ gode og trofaste medarbejdere en god og sikker arbejdsplads i mange år fremover.”



”Forhandlingsforløbet med Barloworld og dets ledelse har bekræftet min tro på at det er de helt rigtige ejere der overtager virksomhederne. Tidspunktet er ligeledes velvalgt, idet Avis i næste måned flytter til nyt hovedkontor.”



Som ny direktør tiltræder Kim Degel Svendsen, der har været ansat i Avis i 15 år med ansvar for samtlige biludlejningsaktiviteter.

Ivan Nadelmann: ”Kim Degel Svendsen har med sine lederegenskaber og viden bekræftet sine evner til at lede Avis og vil uden tvivl nyde tillid og opbakning fra samtlige medarbejdere, vore mange samarbejdspartnere og de nye ejere.”



Øvrige ledende medarbejdere – inkl. salgs- og marketingdirektør John Christensen fortsætter i deres nuværende stillinger.



Biludan Gruppen ejer fortsat Avis i Polen og REX Biludlejning i Cuba samt internetbilauktionsvirksomheden Eurocarsale.com og Bil Transport Kompagniet og 1/3 af i Bilernes Hus i Silkeborg, Nordeuropas største bilsalgscenter. Biludan Gruppen vil fortsat blive ledet af adm. direktør Ivan Nadelmann og økonomidirektør Torben Otte Jørgensen



Biludan Gruppens bestyrelse med formand C.K. Knudsen samt Jesper Rothe og Erik Skjøtt som medlemmer er uforandret.



Ivan Nadelmann: ”Det er naturligt at føle vemod når det er slut med gennem så mange år at have virket i, ledet og ejet en virksomhed som Avis med dets mange utroligt gode og søde medarbejdere.

Men det er til gengæld en stor glæde for mig at have fundet en løsning med så solide og branchekendte nye ejere, at jeg ser frem til at Avis vil fortsætte og styrke sin markedsposition til gavn for vore mange kunder og medarbejdere.”





Barloworld:

Barloworld Limited er et internationalt anerkendt industrifirma. Gruppen har en årlig omsætning på ca. DKK 35 mia. Og beskæftiger ca. 23.000 mennesker i mere end 30 lande. Blandt de overordnede forretningsområder indgår Motor (handel med biler samt biludlejning); Entreprenørstyr; Cement, Videnskabsteknologi, Stålrør, Logistik samt industriel styring.



Barloworlds hovedkontor er placeret i Johannesburg, Sydafrika. Gruppen er børsnoteret på Johannesburg Børs og omfatter tillige børsnotering på mere sekundære områder så som London og Frankfurt.

Skrevet af