H.P. Andersen begynder 1. december som salgschef for det jyske område. Den 56-årige vil være kendt som direktør i en årrække for Tjæreborg Rejser, siden forlod han rejsebranchen, men vender altså nu tilbage.
Udover HP Andersen får Scandinavian Cruise Centers nye kontor i Århus to ansatte.
”Jyder gider generelt ikke ringe til København, de kan bedst lide at de taler med jyder og så at flyve ud af Jylland. Det virker latterligt, men sådan er det,” konstaterer direktør og ejer af Scandinavian Cruise Center, Per Dylov.
SCC forventer i år at sælge op mod 4.000 krydstogter til sine danske kunder. SCC, der er Danmarks største formidler af krydstogter, får ca. 80% af sine bestillinger direkte fra kunderne – resten bookes via rejsebureauerne, og det tal er stigende.
Men selv om jyder ifølge Per Dylov foretrækker at bestille rejser fra jyske sælgere og jyske rejsebureauer, har SCC ikke planer om at kalde sit kommende kontor i Århus for f.eks. Jysk Krydstogtcenter.
”Vi har et stigende antal kunder i Jylland, også derfor er vi nødt til at være der. Der er mange penge i Jylland, i øjeblikket kommer 20% af vor omsætning fra Jylland, men det tal stiger hastigt. Jyderne var måske senere end f.eks. københavnerne til at komme ombord på krydstogtskibene, men de sidste to år er bookingerne steget markant. Der bestilles bl.a. krydstogter med f.eks. Royal Caribbean og Costa i Middelhavet og Caribien, men også til Alaska, Hawaii, Baltikum og rundt om Sydamerika,” siger Per Dylov.
SCC’s salg af krydstogter stiger 20-30% om året – det samlede antal krydstogtgæster fra Danmark er ca. 10.000.

STANDBY.DK Nyt om rejser

