Flyproducenter kæmper om Kina

Det mægtige kinesiske marked bliver nu næste krigsskueplads i duellen mellem europæiske Airbus og amerikanske Boeing. Det kinesiske marked vokser hurtigere end noget andet sted på kloden, og Airbus oplyste forleden på et pressemøde i Kina at man vil flytte en større del af produktionen af flydele til Kina samt etablere et center for flyingeniører. Airbus, som i sidste uge vandt en ordre på 20 fly til en samlet værdi af knap 20 mia. kr. til China Eastern Airlines, er klar over, at argumentet om flere kinesiske arbejdspladser vejer tungt, når de statsejede flyselskaber i Kina skal vælge leverandør. Amerikanske Boeing har pt. en markedsandel på 62% i Kina, men Airbus håber at kunne ændre dette i et marked, hvor kineserne i takt med den stigende vækst stadig oftere vælger flyet som transportmiddel. Boeing og Airbus forventer en årlig stigning på over 8% i den kinesiske indenrigstrafik de næste 20 år, og ifølge World Tourism Organisation vil Kina i 2020 være verdens største turistland med flere besøgende end f.eks. Frankrig, Spanien og Italien.
(JP Erhverv, d. 2.11.04)

Skrevet af