Iberia nægtede at flyve med døve unge

En gruppe på 23 døve unge fra en engelsk døveskole på vej fra London Heathrow til Madrid fik i sidste uge kort før afgang besked om, at de måtte forlade Iberia-flyet. Årsagen var, at de ikke havde følge af en hørende voksen.



Børnenes forældre raser, de havde, siges det, ved køb af billetterne fortalt, at de unge var døve; og Iberia havde selv checket de unge og deres bagage ind, inden selskabet pludselig opbestemte sig, skriver avisen The Guardian.



Iberia bad de unge forlade flyet og begrundede det med internationale regler for lufttransport, som ifølge Iberia foreskriver, at de unge rejser med en hørende voksen.



”De unge blev flove og forvildede, flere græd,” siger en af de døves forældre til avisen. Gruppen blev indlogeret på et lufthavnshotel, og et døgn efter kunne de flyve til Madrid – ledsaget af en hørende voksen.



Iberia har undskyldt den pinlige episode, en talsmand siger, at gruppen skulle have været informeret om reglerne da de bookede billetterne. ”Men tænk hvis der opstår en nødsituation på flyet med 23 døve ombord,” siger talsmanden og tilføjer, at reglerne accepterer fire døve uden ledsagelse af en hørende eller ti med ledsager.

Skrevet af