Undersøger hurtigt Scandlines-salg


Ejerstriden i dansk/tyske Scandlines optrappes nu igen. Det sker efter at Børsen i dag kan berette, at de tyske delejere er langt fremme med planer om at sælge deres del af rederiet, og har hyret investeringsbanken Morgan Stanley til at undersøge mulighederne.

Den statslige danske medejer vil ikke på nuværende tidspunkt tage et tilsvarende skridt, men afventer foreløbig resultatet af det tyske valg den 18. september. Det 50/50 ejede dansk/tyske rederi slås i forvejen med en drøj ledelseskrise som følge af massiv uenighed om den fremtidige drift, blandt ejerne.

Hvis tyskerne vil forsøge at sælge Scandlines med speedbådsfart kan de danske delejere reelt vælge at blokere for salget. De to delejere har nemlig gensidig forkøbsret til hinandens aktieposter, skulle en af parterne ønske at forlade skuden. Iagttagere vurderer at de tyske ejere, Deutsche Bahn, ønsker et frasalg som et led i selskabets klargøring til en børsintroduktion næste år. Og denne formodning styrkes af, at DB tidligere i år gennemtvang en ekstraordinær udbyttebetaling på i alt 750 mio. kr., en udbetaling som dog er sat i bero på grund af skattemæssige problemer.

(Børsen d. 13.09.2005)

Skrevet af