På lørdag, den 9. februar, er det 50 år siden en Boeing B747 lettede for første gang. Flyet er fremstillet i over 1.500 eksemplarer – men bestillingerne tynder ud. Lufthansa er det europæiske flyselskab med flest B747.
Lufthansa har gennem årene haft over 100 eksemplarer af forskellige versioner af jumbojetten B747 – Lufthansa er i dag det europæiske flyselskab med flest B747’ere til passagerflyvninger, hvor flyet betjener over 20 Lufthansa-destinationer.
Lufthansa har i dag 13 eksemplarer a B747-400 og 19 af den nyeste, og formentlig sidste, version B747-8.
Boeing B747 er på mange måder et rekordernes fly; selv om stadig flere flyselskaberne i disse år udfaser typen til fordel for mindre brændstofforbrugende tomotorede langtrækkende passagerfly som for eksempel Boeing B777 og Boeing B787 samt Airbus’ A330 og Airbus A350.
Men i hvert fald var B747 verdens største passagerfly, da det gjorde sin entre for 50 år siden – bestilt af daværende Pan Am, der ønskede et fly med plads til mange flere passagerer end den daværende Boeing B707. Mens B707 typisk havde plads til omkring 150 passagerer, rummede de første versioner af B747 omkring 365 passagerer.
Boeing B747 blev også det første passagerfly med to midtergange, der blev fremstillet i over 1.500 eksemplarer. B747 nummer 1.500 blev i 2014 leveret til Lufthansa i form af den nyeste og formentlig sidste version, B747-8 Intercontinental.
Skandinaviske SAS var også i en periode i starten af 1970’erne og op i 1980’erne B747-selskab med i alt ti eksemplarer. Thai Airways var det seneste flyselskab til at bruge B747 på passagerrute til Københavns Lufthavn, sidste flyvning var i 2017.
I dag har Boeing bestillinger på blot 24 eksemplarer af B747 – de samles fortsat på samlefabrikken i Everett nord for Seattle, hvor Boeing også skruer B777 og B787 sammen. I alt har Boeing i dag bestillinger på næsten 5.900 fly – her af er de over 4.700 den meget udbredte B737-model.
B747 nr. 1.000 blev leveret i 1993. Det var i starten af 1990’erne, at leveringer af B747 toppede med over 60 eksemplarer et år. I dag samles kun én B747 hver anden måned.
Blandt de største brugere af B747 i dag er British Airways, Korean Air og Lufthansa. Der er i dag, ifølge Planespotters.net, 536 B747 i drift verden over – som passagerfly, fragtfly, VIP-fly, militærfly og så videre.
Lufthansa gør klar til B747-jubilæum
Mens den første officielle flyvning med en Boeing B747-100 – over Seattle-området – skete den 9. februar 1969, skulle der gå over et år før Lufthansa fik sit første eksemplar. Det fløj sin første passagerflyvning den 26. april fra Frankfurt til New York.
Gennem de snart 50 år med B747 har Lufthansa haft tre eksemplarer af B747-100, 23 B747-200, 31 B747-400 og de nuværende 19 B747-8, oplyser Lufthansa til STANDBY.dk – hertil kommer seks eksemplarer i fragtversionen, B747F.
Alene Boeing 747-800 havde sidste år hos Lufthansa 3,1 millioner passagerer, mens der i B747-400 versionen hos Lufthansa sidste år var 2,3 millioner passagerer.
Relaterede artikler:
Boeing leverer B787 Dreamliner nummer 787