Maersk Air reducerer kraftigt i Billund

Det er ikke sådan når chefen holder ferie… statsminister Anders Fogh Rasmussen vendte hjem fra sin og lavede en regeringsomdannelse; Maersk Airs ditto, Finn Øelund, er også netop tilbage fra ferie – dog ikke sammen med statsministeren – og også her er der sket ting og sager.



I sidste uge meddelte Maersk Air, at man efter 33 års betjening fra vinterprogrammet overlader ruterne til Færøerne fra Billund og København til Atlantic Airways – og i går meddelte Maersk, at det overgiver en række af Billund-ruter til vennerne i Cimber Air. Dermed kommer flyselskabet fra Sønderborg til Billund, hvor det fra vinterprogrammet, 31. oktober, overtager de ruter, Maersk Air har fløjet med de mindre jetfly Canadair Regional Jet 200 (CRJ).



Det drejer sig om Maersk Airs-ruter mellem Billund og Aalborg, Bruxelles, Milano, München, Oslo og Stockholm. Cimber vil fortrinsvis beflyve dem med sine egne CRJ-fly. Til gengæld udfaser Maersk Air sine fem CRJ-fly, et antal overgår til Cimber Air.



Maersk Air vil også fremover flyve fra Billund til Amsterdam, Frankfurt, London og Paris med Boeing 737-700 eller -500.



Maersk Airs rute mellem Billund og sydnorske Kristiansand lukker 31. oktober. Maersk Air betjente Kristiansand fra København, men da SAS sidste efterår meddelte, at de genoptog ruten, valgte Maersk Air uden kamp at åbne mellem Billund og Kristiansand. Maersk Air opsiger tre ansatte i Kristiansand; piloterne, der har fløjet CRJ, omskoles til Maersk’s Boeing-fly og Maersk Air beholder sit kontor i Billund.



Maersk Airs adm. direktør Finn Øelund:

“Af effektivitetsårsager ønsker vi kun en flytype, og da vores koncept med fire typer benplads ikke passer på det 48-personers CRJ 200, er disse ruter ikke egnede i vort system. Der er derfor glædeligt, at Cimber Air, som i forvejen har CRJ, viderefører ruterne.”



Aftalen med Cimber er en ren overdragelse, der er ikke aftaler om, at Cimber og Maersk deler et evt. overskud på de ruter, Cimber skal flyve fra oktober.

Skrevet af