Telefonbomber truer flytrafik fra Athen

Der er ved at gå mode i at skabe frygt for terrorisme på flyene fra Athen til New York. For anden gang på tre dage måtte et fly ned undervejs på grund af en telefonbombe med trussel om sprængning inden for en time.



Igen var det Olympic Airways, denne gang med 295 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord. Efter at flyet var kommet i luften kom en telefonopringning til en stor græsk avis med oplysning om, “at der var en bombe om bord, og at den ville sprænge i løbet af en time”.



Kaptajnen valgte at gå ned i Shannon i Irland. Samtlige passagerer blev udspurgt og undersøgt, ligesom flyet blev nøje gennemgået, inden man kunne fortsætte til New York.



To dage før skete stort set det samme. Den gang gik flyet ned i Stansted i England. De græske myndigheder undersøger truslerne, imens er der forhøjet beredskab i lufthavnen i Athen.

Skrevet af