Flere beskyldninger efter nat i fly

Nu peges fingrene i stedet mod et andet flyselskab, Delta-ejede Mesa Airlines, i den meget omtalte sag, hvor 47 passagerer i starten af måneden måtte sidde hele natten i et lille fly efter landing. Flyvningen, der blev udført af ExpressJet Airlines på vegne af Continental, skulle have bragt passagererne fra Houston til Minneapolis. Men dårligt vejr i Minneapolis betød, at flyet blev omdirigeret til Rochester-lufthavnen 150 km. fra Minneapolis, hvor det landede over midnat.



Men passagererne måtte ikke komme i terminalen, fordi sikkerhedspersonalet var gået hjem, forklarede ExpressJet på baggrund af information fra Mesaba. Det afviste TSA, der står for sikkerheden i USA’s lufthavne, skulle være tilfældet.



Sagen gav stor medieopmærksomhed – og nu har USA’s transportministerium lavet en foreløbig undersøgelse.



Ifølge undersøgelsen bad besætningen op til 30 gange gennem natten om, at passagererne kunne komme ind i terminalen – eller en bus kunne køre dem til Minneapolis. Men hver gang var det fejlagtige svar fra den lokale repræsentant fra Mesaba Airlines, at det tillod sikkerhedsreglerne ikke – og at der i øvrigt ikke kunne opstampes en bus midt om natten.



“Der var total mangel på sund fornuft i denne sag – ikke underligt, at flypassagerer er så vrede og frustrerede,” siger USA’s transportminister, Ray LaHood.



Mesaba, som var eneste flyselskab med personale i lufthavnen den nat, ejes af Delta Air Lines. Mesaba har erklæret sig uenig i ministeriets konklusion.



Transportministeriet overvejer nu, om de fejlagtige informationer fra Mesaba Airlines skal have konsekvenser for flyselskabet.

Skrevet af