Kommentaren/Spidsen

Fredag møder forbrugerminister Lars Barfoed (K) rejsebranchen for at drøfte blandt andet evakuering af danske gæster fra feriesteder. Det er en udløber af den offentlige debat om ansvaret for gæsterne, når tragedier pludselig rammer den solbeskinnede idyl i form af naturkatastrofer eller terror. Mange har lyst til at afbryde deres ferie, når ubehagelighederne pludselig fjerner glæden ved at nyde de fremmede omgivelser, det gode vejr og den spændende kultur. I den situation vil mange bare hjem – og hvem skal så betale?

Nu bliver situationer med danskere fanget i ”bombehelvede” eller som har ”mistet alt” automatisk forsidestof og tophistorier i de elektroniske medier. Den slags godbidder lader politikerne ikke ligge. Her er en mulighed for at markere sig – ofte gratis og uden det mindste hold i uvidenheden. I dette tilfældighedernes univers spredes løfter, spørgsmål til ministre og reaktioner fra danske myndigheder til en ofte forpligtende lang liste af mere eller mindre anvendelige ideer.



Det skal branchen og fagministrene redde ud bagefter. Og selv om Barfoed formentlig er lykkelig for en stund at kunne lade Fødevarestyrelsen ligge og beskæftige sig med noget mere fredeligt så som flodbølger og selvmordsbombere, bør mødedeltagerne, vide hvad perspektivet i den evige politiske indblanding i Rejsebranchen er.



En kunde, der køber en rejse, skal selvfølgelig kunne forsikre sig mod konsekvenserne af den uventede katastrofesituation.



Det er forsikringsselskabernes opgave at sikre de nødvendige tilbud. Det er kunden, der skal tegne forsikringen – og det er frivilligt. Folketinget kan vedtage, at forsikringen er lovpligtig, men hvorfor egentlig det? Den enkelte rejsende må da tage et ansvar for sig selv.



Det samme gælder for salg af rejser til omstridte rejsemål. Rejsebureauernes medarbejdere kan som en naturlig del af vejledningen og salgssituationen fortælle om Udenrigsministeriets vurdering af sikkerheden på den ønskede destination. Men det kan ikke være en pligt, som erhvervet pålægges. Og det kan ikke være rejsearrangørens opgave at fraråde bestemte rejsemål.

Igen: gæsterne må søge deres oplysninger og træffe deres valg. Vælger de at tage til Bali, selv om aviserne har været fyldt med rædselsberetninger om løssluppen terror, er det selvfølgelig på eget ansvar. Og rejsebureauet har kun til opgave at imødekomme kundens krav, som det er tilfældet i forbindelse med enhver anden handel.



Hvilke forsikringer, man ønsker at tegne i den sammenhæng, er den enkeltes afgørelse.



Og endelig hvis gæsterne vil hjem – på grund af en tragedie midt i paradiset – kan omkostningen aldrig lande hos rejsearrangøren. Det er muligt, at et politisk flertal mener, at evakuering eller hjælpsomhed over for strandede landsmænd i form af hjemrejsebilletter er et samfundsanliggende og dermed en offentlig udgift. Det kan enhver ud fra politisk ståsted have en mening om.



Men rejsebranchen kan aldrig være forpligtet længere end deres aftale med kunderne rækker. I den forstand er køb af en rejse ikke anderledes end andet køb af enhver vare. Ministeren kan benytte en god anledning til at tage et par skrubtudser af bordet. Blandt andet ideen om Rejsegarantifonden skal finansiere hjemrejse for alle danskere – også dem, der holder ferie i egen bil og danskere bosat i udlandet. Dvs. gæsten hos Spies eller Startours betaler for campisten og den danske frisør i Malaga.



Garantifonden stammer fra rejsebureauernes pakkerejser. Det er gæsternes værn mod konsekvenserne af krak. Regeringen kan ikke forsøge at leve op til sine løfter ved at beslaglægge andres penge. Den slags er måske ikke ulovligt. Intet over og intet ved siden af Folketinget. Men det er moralsk angribeligt.

Skrevet af