Qantas benægter fusionsrygter

Den australske handelsminister sagde tidligere på ugen, at det ikke var nogen tosset ide, hvis det statsejede australske flyselskab slog kludene sammen med Singapore Airlines.

Den umage kombination virkede som en spøg, og til Take Off siger en senior repræsentant fra Qantas, at så vidt han er orienteret er der absolut ingen plan om dette.

Afvisningen kom torsdag under den store australske rejsemesse, ATE, som slutter i dag, fredag, i Perth på vestkysten.



For få uger siden afviste den australske regering et ønske fra Singapore Airlines om adgang til Qantas’ mest lukrative rute, mellem Australien og Los Angeles – Qantas må eksempelvis ikke flyve mellem Singapore og USA’s vestkyst.



Singapore Airlines, som unægtelig er en stor spiller på bl.a. Australien og New Zealand, var indtil for et par år siden medejer af Air New Zealand, ligeledes fra Star Alliancen; Qantas er i Oneworld-alliancen.



De australske medier har i denne uge korset sig over tanken om, at deres elskede flyselskab med sin hjertelige og afslappede stil skulle slås sammen med det bureaukratiske Singapore Airlines.

Nu lyder meldingen fra den konservative australske regering, at tankerne om en sammenlægning er udskudt – bl.a. skal den tage stilling til lovgivningen om, at udenlandske flyselskaber max må eje 35% af Qantas.



Sidste år fik Qantas og Air New Zealand et Nej fra deres respektive landes konkurrencemyndigheder til en sammenlægning.



EMIRATES TIL QANTAS: STOP JAMMEREN

I øvrigt siger koncernchefen for Emirates, Tim Clark, i følge avisen Sydney Morning Herald, at overskudsgivende Qantas skal holde op med sin jammer om at selskabet har hjemme i verdens ende og hellere skulle ekspandere, fx. til Dubai, hvor Emirates har hjemme.

Emirates, der endnu er off-line i Skandinavien, har de seneste ti år etableret sig om en stor aktør i Australien, hvor det foreløbig flyver til Brisbane, Perth, Melbourne og Sydney – Darwin, hovedstad i delstaten Northern Territory, menes at blive næste destination.

Emirates prøver at få tilladelse til at flyve over Stillehavet fra Australien/New Zealand – dog ikke til Los Angeles, den rute er det for meget at bede om…

Skrevet af