Online nyheder fra Stand By – nu også på norsk

Det nye norske site, www.standbynews.no, havde premiere i morges, og vil fremover udsende morgennyheder på linje med danske standby.dk og svenske standbynews.com.

Det er anden gang på bare en måned, vi på Stand By lancerer et nyt internetprodukt – tidligere i denne måned havde vi således premiere på det danske turismesite, turismenyheder.dk, som udelukkende fokuserer på den hjemlige turistindustri.

”Det er helt naturligt, at læsernes krav til nyhedsformidling vokser, i takt med at de tekniske muligheder bliver bedre” siger Stand By’s redaktør, Christian Peschardt, og fortsætter: ”Men uanset hvor mange internetsider der bliver i alt, og hvor mange nyhedsnotitser, vi producerer, er og bliver internettet ikke et realistisk alternativ til den trykte avis”.

På nettet har vi mulighed for at bringe ”her-og-nu” stoffet hurtigt ud til læserne, og selv samme læsere kan så på et split-sekund afgøre, om de ønsker at læse nyhederne eller ej. Men stik modsat hvad mange eksperter forudså for få år siden, kan vi ikke mærke, at det stigende netforbrug går ud over oplagstallet i det trykte Stand By.

De danske og svenske Stand By sider besøges dagligt af mere end 10.000 brugere, og forventningen til det norske site er, at det i løbet af juni måned skal nå op på en daglig besøgsfrekvens på mindst 2.500 unikke besøgende på alle hverdage. Alle trafiktal på Stand By’s internetsider kontrolleres af den uafhængige tællemaskine chart.dk.

Sidste år nåede det samlede sidetal på 12 udgaver af den trykte avis op på godt 700 sider, det højeste sidetal i bladets 20 årige levetid. Og i de første fem udgaver i år, er sidetallet gået yderligere i vejret med små 10 pct.

Skrevet af