Pow Wow åbnet i fin stemning

“Man kan mærke, at optimismen er kommet tilbage i rejseindustrien. Sidste år var man stadig i tvivl efter 11. september og folk havde en følelse af, at det hele stadig var en boble. Nu er der en mere sikker følelse af, at man er på den rigtige vej.” Cimm Barslev, Chaiman, Visit See America Comittee, var fuld af optimisme, da Pow Wow i går åbnede i Orlando, Florida, USA.

Verdens største rejsemesse, som skifter værtsby hvert år i USA, har i år omkring 6.000 deltagere, heraf 30 fra Danmark. Selv om antallet af danske turister til USA ifølge Cimm Barslev er gået omkring 10 procent frem, har både USA og Orlando brug for flere turister.

For 10 år siden havde USA ni procent af den samlede turistmængde i verden. Nu er tallet nede på seks procent. Og selv om Orlando har omkring 48 mio. turister om året, er kun 2,8 mio. internationale turister, med langt størstedelen fra England med 1,2 mio.

Orlando vil bruge Pow Wow til at skaffe flere internationale turister. I løbet af de sidste fem år er der kommet 13.000 nye hotelværelser i Orlando, og byen har udviklet sig med bedre restauranter, hoteller, konferencecenter og flere golfbaner.

Danmark sendte i 2004 150.839 turister og forretningsfolk til USA, hvoraf mere end halvdelen skønnes at være turister. I 2005 var tallet 174.581. Fra Sverige var det 254.358 i 2004 og 290.530 i 2005, og fra Norge 130.400 i 2004 og 139.043 i 2005.

Jahn Schapiro, direktør, Profil Travel, er veteran med sit 20. Pow Wow i år. “Stemningen er fin. Amerikanerne er ikke så aggresive og sultne, som de plejer at være,” siger han til Stand By i Orlando.

Skrevet af