Fra på mandag indsætter Sun-Air en af sine større Dornier jets mellem Århus og Oslo. Det giver 80 % flere sæder på strækningen.
”Virksomhedskunder i Norge og Danmark efterspørger mere kapacitet – det imødekommer vi denne måde. Samtidig sænkes rejsetiden 10-15 minutter, fordi Dornier-jetten flyver hurtigere end den propeldrevne Jetstream,” siger Sun-Airs underdirektør, Kristian Tvergaard, til Take Off.
Senere på efteråret åbner Sterling mellem Billund og Oslo – ruten flyves allerede af Cimber Air og Sun-Air, sidstnævnte har tre afgange på hverdage.
”Det er fint nok med lidt konkurrence, men vi har tre daglige ture på Billund – Oslo, Sterling får én. Og vi har før set flyselskaber komme og gå på denne rute, f.eks. Braathens, SAS, Widerøe og Maersk Air,” siger Kristian Tvergaard.
Sun-Air med hovedkvarter i Billund Lufthavn har 14 fly, 5 Dornier 328-jets, syv Dornier 328-
propelfly og to mindre propel Jetstreams.
Der er ingen konkrete planer om nye ruter – udover den længe ønskede mellem Billund og London City Airport, men det er svært at få den ønskede landingstid.
”Vi har en god ”slot” til om aftenen, men skal have en god en om morgenen også, så man kan flyve frem og tilbage samme dag. Det arbejder vi naturligvis på at få,” siger Kristian Tvergaard. Sun-Air havde håbet at kunne starte på London City Airport efter sommerferien.
Fra Billund flyver Sun-Air fire gange på hverdage til Bruxelles, to gange til Düsseldorf og Gøteborg, en gang til Helsinki, to gange til Manchester, tre gange til Oslo samt to gange på hverdage til Paris. I weekenderne er der reduceret betjening.
Fra Århus flyver Sun-Air to gange på hverdage til såvel Gøteborg Stockholm Bromma og altså Oslo. Sun-Air har også to afgange på hverdage mellem Aalborg og Oslo.
Sun-Air, der flyver som British Airways franchise partner, indvier i øvrigt også på mandag en ny lounge i Århus Lufthavn. Den nye lounge ligger på 1. sal i terminalbygningen med udsigt over lufthavnen.
HB
Tagget med: Billund Lufthavn British Airways Bromma Cimber SAS Sun-Air Widerøe