Fredagsklummen – Kæft, trit og retning vigtigere end plastposer

Af Ejvind Olesen



JEG FIK EN rem af huden allerede i marts ved det forrige besøg i Miami. Ikke så meget ved ankomsten som ved afgangen. Den gang i United Airlines Terminal, som er gammeldags, iskold som en snehytte ved polarcirklen på grund af aircondition. Og med stole til omkring halvdelen af de passagerer, der måtte vente i flere timer. Der var – eller er – heller ingen lounge til selskabets egne passagerer, eller Star Alliances passagerer for den sags skyld. Dem er der mange af, for eksempel fra SAS.



I sidste uge var det så hos American Airlines, og det var ikke spor bedre, skulle jeg hilse og sige. Næsten værre.



Først ved in checkning. “Lad være med at sætte to kufferten på vægten. Tag den ene ned igen,” snerrede den kvindelige servicekonsulent. “Den vejer to kilo for meget. Rør den ikke, før du har betalt mig. Her, skriv under på, at du har betalt for overvægt. Tag den ned igen. Sæt en ny op. Tag begge væk – og bær dem selv over til den anden ende af hallen, og send dem videre derfra. Næste!”



Ordrerne kom som piskesmeld. Jeg var så naiv og tro, at det var mig, der skulle have en kvittering for at have betalt for overvægt. Ikke omvendt. Jeg blev klogere.



DEREFTER gik det gennem sikkerhedskontrol. Det vil sige: Køen var så lang, at vi blev vist hen til en anden kø, en kilometers penge væk. Her startede vejen gennem skærsilden. Sko, bælte, frakke jakke af. Stop for folk med pacemakere og kunstige hofter, og ekstra check.



Nogle kom igennem den nye “puster”. Den snurrer og sender masser luft omkring passageren for at finde ud af, om man har været i nærheden af sprængstof. Alligevel skulle de pågældende bagefter igennem det manuelle check.



En af de danske deltagere vil være flink og tog sine sko af, inden han nåede helt frem. Snart kom ordrerne som nye piskesmeld:

“Tag skoene på igen. Gå en meter frem. Tag skoene af igen. Ingen kommentarer, tak.”



Ingen interesserede sig tilsyneladende for deltagernes creme eller væsker. Og jeg så ingen plastposer. Min tandpasta og et par flydende solcreme blev overhovedet ikke bemærket.



Derefter fulgte en lang, lang vandretur langs mørke, skumle gange. Nedad trapper og op igen. For endelig at nå frem til terminalen med en enkelt kiosk og en ny lang kø for at få købe en flaske vand. Der var ikke antydning af bare en lille restaurant.



Nu begyndte en del passagerer at gå fra deres hårdt erobrede stolepladser, for derefter at vende tilbage igen. Fordi deres afgang til Boston hele tiden ændrede gate. Den leg varede en times tid.



Nu fulgte vores problemer for flyet til New York med normal afgang ved 18.30 tiden. Det blev ikke rigtigt til noget, før der kom besked om, at der var et tomt fly, der ventede, men ikke noget personalet. De skulle nå frem fra et andet forsinket fly.



Det er set før i luftfartens verden. De nåede bare slet ikke frem, før deres flyvetid løb ud. Så var den plan væk.



HVOR DET pågældende fly blev af, ved jeg faktisk ikke. De færreste tænkte på det. For nu meddelte American Airlines, at flyet var overbooket med 28 pladser. “Frivillige please”. Efter en time kom meddelelsen om, at der var et fly ind fra Guatemala, så snart det var tømt, og ville det blive sendt til New York. Hvis man kunne finde personale. Der ville gå ubestemt tid.



10 minutter efter blev der alligevel kaldt ud til en rengjort fly, der bestemt ikke så ud til at være kommet fra Guatemala. Med to timers forsinkelse ankom vi til JFK Airport. Som noget positivt skal noteres, at al bagage var med, og hurtigt dukkede op på båndet efter ankomsten. I øvrigt bemærkede jeg da fire tomme sæder på flyveturen. Var der mon for mange frivillige?



Ved ankomsten til Newark fra København på udturen for to uger siden kom vi gennem ankomstcheck og paskontrol på under ti minutter. Til gengæld var det, der interesserede sikkerhedsvagterne mest ved viderejse til Miami, en halv flaske whisky medbragt fra taxfree forretning i København. Den blev købt efter de nye regler for indførelse til USA – med kvittering for køb og leveret ude ved flyet.



“Det kan godt være, at I tror på det i Europa, men det gælder altså ikke hos os,” lød det lakoniske svar. Til gengæld interesserede den kvindelige sikkerhedsvagt sig ikke spor for mine øvrige flydende ting i håndbagagen



Nej, nej vi var ikke i et U- land ! Vi var i Guds eget land, Amerika, hvor det nys overståede Midtvejsvalg har skaffet fornyet optimisme. Måtte det brede sig til rejselivet!

Skrevet af