Fredagsklummen – Hovmod står for fald



Af Ejvind Olesen





HVIS VI IKKE kan få fordele, som de andre ikke har, og som loven ikke giver mulighed for, så gider vi ikke berige jer med vores nærværelse.



Så kontant er udmeldingen fra irske Ryanair, der har fået mange roser for sit lavprisprogram. Samtidig går det forrygende med en omsætningsstigning på 20 procent i første kvartal med et resultat efter skat på 1,3 mia. kr. I alt rejste 12,6 mio. passagerer med selskabet i denne periode.



Alt er godt. Vi kan bare det der! Derfor kan vi også tillade os at håne SAS, når der er strejke eller underskud på kvartalsregnskabet. Derfor kan vi trække tæpper væk under lufthavne, der har hjulpet os til fremgang i Esbjerg og Sturup. Passagererne er vi ligeglad med. De kan jo bare søge andre steder hen, og så kunne de være kommet i større tal.



Derfor kan vi true Århus Lufthavn med, at vi skærer ned, eller gå helt ud, som i Esbjerg, hvis vi ikke får bedre vilkår. Læs, endnu bedre vilkår end i dag og nok engang bedre vilkår en SAS i samme lufthavn.



LIGE INDEN sommerferien holdt Ryanair pressemøde i København for at fortælle om, hvor stort potentiale, der findes i området, hvis Ryanair kunne få en ordentlig rabat, som de andre – læs især SAS og Sterling – ikke har været i stand til at skaffe sig. Derfor fulgte en lovprisning af Sturup. Hvorefter selskabet nu har meddelt, at man helt forlader den lufthavn, der har været base i hele regionen.



I Århus siger lufthavnsdirektør Ole Paaske, at der skæres ned til vinter, og at Ryanair får 50 procent i rabat. I en ganske vist privat lufthavn, men hvad får mon største kunde SAS ? Og hvad får charterselskaberne ?



EU GODKENDER IKKE den særskilte rabat til et enkelt selskab. Derfor er Ryanair og EU konstant oppe at toppes.



Reglerne er sådan, at alle skal have de samme muligheder for at få rabat. Netop nu kan et nyt selskab i en lufthavn kun få tilskud et halvt år til oprettelse af nye ruter.



Er der nogen, der har kæmpet for Ryanair, så er det ledelsen af Esbjerg Lufthavn plus hele lokalområdet og bystyret. Ruten til London har givet et helt nyt liv både til lufthavn og turismen. Trafikministeriet har truet i flere år, der har været verbale hug fra kollegaer i Billund, i pressen, og naturligvis fra Statens Luftfartsvæsen.



Men det spiller ingen rolle for kynikerne i Ryanair, som nu flytter London-ruten til Billund, så kan den i hvert fald få introduktionsrabat efter gældende regler. Når den tid er forbi, forsvinder den vel også igen. Måske rykker den til Thisted.



Lad os være glade for, at vi har gode lokale lavprisselskaber som Sterling og SAS samt sobre udenlandske som Easyjet og Air Berlin for blot at nævne et par stykker, hvor benhård forretning dog fortsat kan parres med moral og en tak til dem, der tør satse og være med til at udbygge til glæde for forbrugerne.



De er naturligvis også nødt til at nedlægge ruter og oprette nye, men sjældent har man dog oplevet noget så kynisk som Ryanair i forhold til Esbjerg og Sturup.

Skrevet af