Fredagsklummen: Man sparker ikke til nogen, der ligger ned

Af Ejvind Olesen





I pressen diskuteres ofte i hvilken udstrækning, vi skal skrive om selskaber i økonomisk nød, hvis vi har en viden eller blot fornemmelse om, at der er noget galt. Meningerne er stærkt delte. Vi bør da advare forbrugerne, eller vi bør da prøve at redde et godt produkt og en stor, god arbejdsplads.



Nu er der jo ingen, da har sagt at en journalist hverken skal have magt eller evner til at være Vorherre. Hvilket bestemt heller ikke er tilfældet, når man følger dansk presse som aktiv medspiller.



Det er en kendt sag, at de fleste virksomheder tror krisehistorier sælger bedre end succes. Tværtimod er det lige omvendt. En historie som: ” Sterling reddet af ny kapital” sælger betydeligt bedre end: “Sterling gav op i nat”. En sådan sammenligning er bevist mange gange gennem årene.



Problemet kommer når kilderne begynder at vakle i troen, men alligevel ikke vil lægge navn til kritikken og forsøger at få journalisterne til at udføre arbejdet – eller til at lade være med at omtale uroen.



Begge dele har vi oplevet i rejsebranchen den sidste uges tid, indtil der gik hul på bylden med en udtalelse fra et norsk rejsebureau. Så fulgte de danske med på stribe. Det kan koste Sterling livet, hvis salget stagnerer og tipper de kommende dage. På det anden side kan det have fremskyndet et salg. Langt væsentligere i den forbindelse er dog utålmodige kreditorer.



Fra sportsjournalistikkens verden sagde vi altid, at “man sparker ikke til en mand, der ligger ned.” Det har jeg gennem et langt journalistliv prøvet at leve efter uden at ende i tandløs rygklapper journalistik. Samtidig har jeg været heldig at være på en avis af stort set samme opfattelse. I hvert fald i min tid.



En af de største udfordringer i slutningen af 70`erne var en vaklende Tjæreborg-koncern, der skyldte store beløb til Caravelle- fabrikkerne i Frankrig. Regninger som man ikke kunne betale.



Vi vidste det, og vi vidste det var et spørgsmål om dage. I sidste øjeblik sprang den danske bankforbindelse til og garanterede i løbet af en meget langt mandag – og aften- beløbet. Og faren var afblæst.



Havde vi skrevet om fredagen, hvordan det stod til, var samtlige kreditorer kommet på samlebånd. Sterling og dermed hele Tjæreborgkoncernen var braset sammen. Simon Spies kunne have samlet stumperne op, og Janni Spies havde mange år senere ikke behøvet at købe Tjæreborg Rejser for 300 mio. kr. (uden Sterling).



For ethvert firma i gode som i dårlige tider er kodeordet: information. Vær så åben som overhovedet muligt. Svar altid på opringninger så højt oppe i hierarkiet som muligt. Lad aldrig en sekretær ringe og sige “vi har ingen kommentarer”, eller endnu værre: slet ikke at besvare et opkald. Så be`r man om at få problemer.



Hvad mener du? Har vi i pressen givet Sterling fair behandling? Stem i quick poll.

Skrevet af