Norsk rejsekæmpe forbliver familieejet

Af Hans Kristiansen (Take Offs korrespondent i Norge)



Der har været stor usikkerhed om Berg-Hansen Reisebureaus skæbne i det meste af 2004. Selskabet har været til salg og december var en slags deadline for afklaring. Det er nu besluttet at selskabet skal drives videre af dets eksisterende ejere, familien Stenersen.



Flere store bureaukæder har været nævnt som mulige købere, bl.a. Amex og BTI Nordic. Ifølge adm. dir. Per Arne Villadsen har salgsprocessen afdækket betydelig interesse for selskabet og det er kommet flere konkrete bud. Men budene må have været så lave, at ejerne konkluderede at det ville være mere lønsomt at eje end sælge.



Der er i 2004 sket en omfattende oprydning i Berg-Hansen. Strategisk er der valgt at satse fuldt på forretnings-, ferie- og grupperejser. Som følge af dette er flere engagementer afsluttet og bemandingen reduceret med over 60 personer.



Oprydningen har styrket lønsomheden betydeligt og flere store firmaer har valgt Berg-Hansen som leverandør. Således voksede antallet af bestilte rejser i efteråret 25% i forhold til 2003. Driftsresultatet for 2004 bliver skønsmæssigt 10 mio. norske kroner ud af en omsætning på 2,5 milliarder norske kroner. Berg-Hansen forventer et overskud i 2005 på 27 millioner norske kroner.



STØRSTE AKTØR på det norske marked for forretningsrejser er VIA med 5,2 ud af de 12 milliarder kroner, denne del af markedet omsatte for. BTI Nordic og Amex er de to andre store aktører foruden VIA og Berg-Hansen.

Skrevet af