2005 blev et godt og travlt år for Aalborg Lufthavn med en fremgang på knap 6 procent til 682.218 afrejsende og ankomne passagerer. Størst fremgang var der for charter med et hop på 49 procent til 108.358 charterpassagerer. Med tre nye chartermål og op til 18 afgange om ugen til sommer venter lufthavnen at stigningen fortsætter.
Ruterne til København er suverænt lufthavnens største med 521.730 passagerer, en minimal vækst i forhold til året før. På ruten til Billund var der en lille nedgang til 34.118 passagerer. Derimod fik ruten til Oslo en fremgang på 24 procent – til nøjagtig 16.000 rejsende.
Lufthavnen håber at afskaffelsen af statsafgiften på indenrigsflyvning med halvdelen nu og resten næste år vil sætte mere skub i ruten til København. Samtidig er der udsigt til at konkurrencen mellem Cimber og SAS øges, idet begge selskaber løbende kommer med tilbud, der gør det attraktivt at flyve, frem for at benytte andre transportformer, når man vil til Nordjylland eller København.

STANDBY.DK Nyt om rejser

