MSC har fuld kraft frem med nyt skib

Navnet bliver MSC Magnifica.
Nyheden blev offentliggjort af direktørerne Pierfrancesco Vago fra MSC Cruises og Jacques Hardelay fra Aker Yards Frankrig.
MSC Cruises øger sin flåde til 12 skibe i løbet af de næste tre år. Siden 2003 har rederiet fået leveret ét skib om året, og på bare tre år har MSC Cruises designet tre vellykkede prototypeskibe sammen med Aker Yards.
”Det bedste italienske design, innovativ teknologi, store publikumsområder og egen balkon til langt de fleste gæster gør, at vores skibe lever helt op krydstogtpassagerernes krav,” siger topchef Pierfrancesco Vago fra MSC Cruises.
MSC Cruises har samarbejdet med Aker Yards i lang tid. Værftet har allerede bygget fem af rederiets skibe, og MSC har afgivet ordre på yderligere fire.
Rederiet har udnyttet en option med Aker Yards i Frankrig om at få bygget et fjerde skib i Musica-klassen. Det 89.600 BT store skib følger efter søsterskibene MSC Musica, MSC Orchestra (som søsættes i maj i år) og MSC Poesia (færdigbygges i 2008).
Selskabet vil også modtage de hidtil største post-panamaxskibe, der er bygget af en europæisk ejer, MSC Fantasia og MSC Serenata i 2008 og 2009.
Panamax er betegnelsen på skibe, som har den maksimale størrelse til at kunne gå gennem Panamakanalen. Post-panamax er skibe, der er større end dette, og derfor ikke kan passere gennem kanalen.

Skrevet af