Explora 1-skibet, der debuterer næste måned, får blandt andet en unik Rolex-butik. PR-foto: Explora Journeys.

Verdens første Rolex-butik på luksuskrydstogtskib

Til juli starter krydstogterne med det første skib fra Explora Journeys, det nye highend-varemærke fra MSC Group. Blandt nyskabelserne på det nye skib er verdens første Rolex-boutique på et skib.

Som noget nyt kan passagererne på Explora I-skibet købe ure fra den verdensberømte schweiziske urfabrikant Rolex i en særlig Rolex-butik på skibet og få det udleveret med det samme. Det skriver Explora Journeys i en pressemeddelelse.

Explora Journeys er det kommende nye krydstogtkoncept i highend-klassen, som den italienske rederikoncern MSC står bag. Explora Journeys er ikke en del af selve det store krydstogtrederi MSC Cruises, men hører under Cruise Division i MSC Group.

Explora Journeys skal de kommende år have seks miljøvenlige krydstogtskibe, der tages i brug fra i år og frem til 2028. Pierfrancesco Vago, bestyrelsesformand for MSC Groups krydstogtdivision og en del af familien bag rederigiganten, har tidligere oplyst, at MSC Group totalt investerer omkring tre milliarder euro, cirka 22 milliarder danske kroner, i de seks Explora Journeys-skibe fra det italienske skibsværft Fincantieri.

Køb luksus ombord
I pressemeddelelsen siger Michael Ungerer, koncernchef for Explora Journeys, i forbindelse med nyheden om Rolex-butikken:

”Det glæder os at kunne gå i partnerskab med Rolex, der ligesom os har hjemme i Geneve. Dermed kan vores passagerer købe Rolex-ure mens de sejler med MSC Explora 1. Butikken på skibet forventer vi vil blive besøgt af alle passagerer der vil købe et luksusur under deres krydstogt.”

I skibets Rolex-butik vil særlig uddannet salgspersonale kunne fortælle og vejlede passagererne om urene, oplyses det.

Jomfruturen besøger Skagen og slutter i København
Explora I’s jomfrusejlads på 15 dage er planlagt til afgang den 17. juli fra Southampton, herfra går turen til en række norske fjorde, til Skagen og slutter i København den 1. august.

Explora I er næsten 250 meter langt, har plads til 922 passagerer med to i hver af de 461 kahytter – eller 1.473, når der er fuldt redt op. Hertil kommer en besætning på 640.

Kahytterne og suiterne ombord svinger fra én Owner’s Residence, 22 Ocean Residences, 67 Ocean Penthouses, 301 Ocean Terrace Suites og 70 Ocean Grand Terrace Suites.

Passagererne kan vælge mellem 11 spisesteder, herunder seks restauranter, et stort fitnesscenter, fire bassiner og meget andet. Der er langt stor vægt på at indrette Explora-skibene så bæredygtigt som muligt og med brug af den nyeste og mest miljøvenlige teknologi.

Explora-skibene skal på highend-markedet blandt andet konkurrere med rederierne Seabourn (fra Carnival Group), Silversea (ejet af Royal Caribbean Group) og Regent Seven Seas Cruises (fra Norwegian Cruise Line Holding), trioen regnes blandt verdens førende indenfor ultra deluxe-krydstogter.

 

Relaterede artikler:

”Jeg har savnet rejsebranchen helt vildt”

Krydstogtrederi bruger milliarder på nye luksusskibe

Aller Leisure åbner nyt highend-krydstogtbureau